Dyrkning af rabarber - Tips til pasning og plantning
Som rødlige knytnæver skubber de første rabarberskud sig op af jorden om foråret. Så rejser planten sig og forvandles til ranke, saftige stilke, der bare venter på at blive plukket og forvandlet til rabarbergrød, -is og -marmelade.
Om sommeren sender rabarber de lange, hvide blomsterstande i vejret, dækket af masser af iøjnefaldende cremefarvede blomster.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Lad bare blomsterne sidde og pynte, hvis du har rigeligt med rabarber. Har du kun et par stykker, er det bedst at fjerne blomsterstænglen, straks den viser sig, da blomstringen kan nedsætte udbyttet med 25 % året efter, alt efter sort.
Rabarber: Alt om plantning, pasning og høst
Rabarber, Rheum rhabarbarum, er nem at dyrke. Og når man én gang har plantet den, er den ikke spor krævende. Og selvom planterne fylder meget, skal der ikke mere end blot et par stykker til for at holde en lille familie med rabarber.
Vælg en fast plads i køkkenhaven til dine rabarber, da de kan stå det samme sted i op til 25 år. Dog er de mest produktive de første 10-15 år. Anlæg evt. et bed med andre flerårige planter som asparges, flerårige krydderurter og jordskokker, så skal du ikke bekymre dig om indretningen af det de næste mange år.
Sådan planter du rabarber
- Vælg en fast plads i køkkenhaven til dine rabarber, da de kan stå det samme sted i op til 25 år.
- Sørg for en dyb, muldrig og næringsholdig jord ved at forberede jorden omhyggeligt inden plantning. Fjern alt flerårigt ukrudt, og grav dybt for at indarbejde så meget organisk materiale som muligt.
- Plant din rabarber, og gentag evt. processen, hvis du vil anlægge et helt bed. Husk god afstand mellem planterne, da rabarber bliver store.
- Husk at vande rabarberplanterne godt, når du har plantet dem.
- Rabarber yder mest, hvis de får lov at stå i fred. De første par år efter plantning skal du ikke trække for mange stilke, hvis du vil sikre, at planterne kommer godt i gang. Høsten begynder ca. fra april og slutter ved sankthans.
Lys, læ og næring
For at undgå sygdomme og skadedyr er det vigtigt at plante rabarberen lyst og i læ samt et sted, hvor der ikke før har stået rabarber. Sørg for en dyb, muldrig og næringsholdig jord ved at forberede jorden omhyggeligt inden plantning.
Fjern alt flerårigt ukrudt, og grav dybt for at indarbejde så meget organisk materiale som muligt. Hold herefter jorden ved lige med et lag kompost oven på jorden hvert år, så den forbliver løs og næringsrig.
Rabarber yder mest, hvis de får lov at stå i fred, og de første par år efter plantning skal du ikke trække for mange stilke, hvis du vil sikre, at planterne kommer godt i gang.
Høst rabarber til sankthans
Tidligst i slutningen af marts eller begyndelsen af april kan du trække det første bundt nye rabarber. Det er vigtigt at trække rabarberen fri af planten, og ikke skære den, da planten ikke vil forny sig fra det punkt, hvis der sidder en stup tilbage. Så kan du høste rabarber til og med sankthans og evt. en gang til i sensommeren
. I højsommeren skal rabarber være i fred og have mulighed for at forny sig. Høst ikke i plantens første år, og tag ikke alt for mange stilke det første par år. Høst aldrig mere end en fjerdedel af rabarberen ad gangen, så den ikke bliver for afkræftet. Regn med 2-5 kg spiseklare stilke fra en plante, alt efter sort og plantens kondition. Skær bladene af, og smid dem direkte på kompostbunken.
16 fantastiske opskrifter med rabarber
De 8 bedste rabarbersorter
Alle disse varianter af rabarber er gode og smagfulde sorter. De trives bedst på en solrig plads i fugtig, næringsrig jord.
’Anna Obling’ er en lav sort med tynde, grønne stilke, som har et rødt strejf uden at være gennemfarvede. Sorten har høj ydelse og kan høstes fra april til august. God til saft og kager. De nye blade er røde ved spiring.
’Apple Delight’ er remonterende, så den fortsætter med at sætte nye stilke gennem hele sæsonen. Den kan derfor høstes både forår og efterår. Smagen er frisk, skarp og let frugtagtig. Stilkene er lækre, tynde og lange. Den egner sig godt til syltning og saftkogning.
’Elmsblitz’ er en gammel, velafprøvet sort med lavt indhold af oxalsyre. Den har røde, ikke gennemfarvede stilke, og høstes fra april til midten af juni.
’Elmsfeuer’ regnes for en jordbærrabarber, og den er smuk og kraftig både som pryd- og nytteplante. De sprøde, røde og gennemfarvede stilke kan høstes fra juni til august. God til saftkogning og kager.
’Fulton’s Strawberry Surprise’ har meget røde, gennemfarvede stilke, som kan høstes fra april til august. Sorten giver stort udbytte. God til saftkogning og kager. Smagen er mild.
’Holsteiner Blut’ er en sund sort med flotte, røde stilke. Den kan høstes fra april til august. God til saftkogning og kager.
’Svendborg Vinrabarber’ har tynde, røde stilke, som er moderat gennemfarvede. Dette er en af de tidligste sorter, og den kan høstes fra først i april til august. Den har en smag, som minder om jordbær, og er rigtig god til saft og kager.
’Timberley Early’ er en vinrabarber med tynde, røde stilke og meget lavt syreindhold. Det er en tidlig sort, og den kan høstes fra først i april til august. God til saftkogning og kager.