Krydderurtebed på begrænset plads
Det er skønt at høste friske krydderurter, og står de i nærheden af køkkendøren, hvor du lige kan hente et drys, er det også nemt. Krydderurter skal have godt med sol og skal helst stå i læ. Derfor er et lille bed i jorden ved siden af trappen eller en krukke perfekt som krydderurtehave. Det kræver ikke meget plads, og du kan sagtens lave et krydderurtebed på altanen eller terrassen. Vil du have mange krydderurter, kan du i stedet for en krukke bruge en stor stålring, der kan placeres direkte på underlaget et lunt sted i solen.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Vær opmærksom på, at stålringe – ligesom mørke krukker – kan blive meget varme og dermed overføre varmen til den jord, krydderurterne gror i. Krydderurter påskønner en varm jord, men det kan også blive for varmt. Et lille træ eller en busk, der står og skygger ved middagstid, er perfekt og vil mindske den kraftige varme.
Lav et lille krydderurtebed
Når du er klar til at gå i gang, så sæt dine indkøbte krydderurter i et vandbad, så rødderne kan stå og suge vand til sig, mens du gør bedet klar.
1: Begynd med at udpege et egnet sted med sol og læ, hvor stålringen skal lægges. På billederne har vi valgt at placere den blandt andre krukker, der på den måde giver læ. Senere på sæsonen sættes flere krukker rundt om den, så det nærmest bliver en lille oase.
2: Stålringen placeres direkte på underlaget, der er af stigrus. Har du fliser som underlag, kan du evt. fore bunden med en ukrudtsdug. På en træterrasse er det en god idé at lægge ringen på en stål- eller keramikbund, der er hævet fra underlaget med f.eks. krukkefødder eller små sten, så træet kan ånde under krydderurtebedet.
5 hårdføre krydderurter til haven
3: Fyld op med en god muld, der er egnet til krydderurter. Den viste indeholder en mindre mængde ler, som er med til at holde på fugtighed og næringsstoffer, samt kalk, komposteret hønse- og lupingødning. Vand mulden godt igennem, så den er godt våd, og lad mulden trække en lille times tid, inden du planter ringen til.
Dyrk krydderurter i potter og krukker
4: Når mulden har trukket vand, er du klar til den sjovere del af arbejdet. Tag urterne op af deres vandbad, og lirk forsigtigt potterne af krydderurternes rodklump. Med en planteske graver du huller i mulden og begynder at sætte krydderurterne ned. Fyld efter med mere muld, og tryk den til omkring planterne.
Gem dine krydderurter til vinter
5: Når alle krydderurter er plantet, er bedet klar. Lad planterne vokse til i en 14 dages tid, så rødderne får ordentligt fat i jorden, hvorefter du så småt kan begynde at høste af dem.
Krydderurter i stålringen
Den brogede citrontimian, Thymus ‘Doon Valley’, er en god og sund sort med citrusagtig smag. Den vokser i buskform og bliver under gunstige forhold cirka 25 cm høj og bred.
Smalbladet timian, Thymus serpyllum ‘Coccineus’, er en dejlig krydderurt med god timiansmag, som tilmed får smukke mørkerøde blomster.
Rosmarin, Rosmarinus officinalis, er helt uundværlig og dufter og smager himmelsk. Det er en lille stedsegrøn busk fra middelhavsområdet, så den skal beskyttes på friland eller graves op og flyttes ind i f.eks. drivhuset om vinteren.
Lægesalvie, Salvia officinalis, er en stedsegrøn halvbusk, der kan blive cirka 80 cm høj. De sølvgrå blade har en speciel smag, men hele planten er smuk, og den får blålilla blomster, som insekterne elsker.
Friske krydderurter slår til enhver tid de tørre og giver både mere og kraftigere smag. Friske krydderurter indeholder flygtige æteriske olier, der er fyldt med aroma og antioxidanter – og de er dermed ikke alene godt for smagsoplevelsen, men bidrager også til sundheden. Dermed er der al mulig grund til at have friske krydderurter inden for rækkevidde.