Baklava
Arabernes forkærlighed for små, søde delikatesser afspejles i denne lækre og saftige kage, baklava.
Baklava er populær både i Grækenland, Tyrkiet og landene i Mellemøsten.
Server et stykke baklava sammen med en kop stærk kaffe.
Baklava
Ca. 30 stykker
Det skal du bruge
3 frosne butterdejsplader
1-2 spsk smeltet smør
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Nøddeblanding:
250 g blandede nødder f.eks. valnødder, mandler og pistacienødder
3 spsk sukker
½ tsk nystødte kardamommekerner
¼ tsk stødt nellike
2 tsk kanel
Sirup:
1½ dl sukker
1 dl vand
1 spsk honning
1 spsk citronsaft
1 spsk rosenvand
Elsker du også kager med nødder? Her får du en skøn opskrift på nøddetærte med marcipan
Sådan laver du baklava
Hak nødder og mandler og bland dem med sukker og krydderier til nøddeblandingen
Lad butterdejspladerne tø op på køkkenbordet i ca. 10 minutter. Rul dem ud til ca. 20 x 20 cm store firkantede plader. Læg en butterdejsplade i en bageform beklædt med bagepapir, der har omtrent samme størrelse som dejpladerne.
Strø halvdelen af nøddeblandingen over butterdejen. Læg endnu en dejplade ovenpå og dæk med resten af nøddeblandingen. Læg den sidste dejplade på.
Skær et rudemønster i den øverste dejplade, ca. 3 x 3 centimeter, og pensl dejen med smeltet smør.
Sæt ovnen på 200°. Bag din baklava i den nederste del af ovnen i 15 minutter. Skru ned til 175° og fortsæt med at bage cirka 35 minutter. Baklava skal have en let gyldenbrun farve, når den er færdigbagt.
Sirup: Kog sukker og vand op i en kasserolle under omrøring. Lad siruppen simre indtil den begynder at tykne, ca. 10 minutter. Hæld honning og citronsaft ved og tag kasserollen fra varmen. Tilsæt rosenvandet når siruppen er kølet af.
Lad den færdigbagte baklava køle af i et par minutter. Prik huller i den varme baklava med en træpind og dryp siruppen over, lidt ad gangen.
Lad baklava hvile i køleskab nogle timer, inden den skæres i ruder. Baklava kan opbevares i køleskabet i et par uger, men egner sig også godt til at fryses.
Varm gerne din hjemmelavede baklava i ovnen 10 minutter ved 100°, inden du serverer den.
Læs andre opskrifter: Naturens eget knas