Desserter og kager

Chokolademuffins - få en nem opskrift her

Chokolademuffins er en klassiker og et sikkert hit, når du skal servere kage for dine gæster. Få opskriften på lækre og nemme chokolademuffins her.
af Dorthe Plechinger / Foto: Lars Ranek 4.12.2013

Du går aldrig fejl af chokolademuffins. Muffins med chokolade smager skønt, og selvom det er en klassiker, når det gælder kagebagning, kan du sagtens kræse for dine muffins, så de bliver endnu lækre.

Vil du servere lækre chokolademuffins for dine gæster, kan du for eksempel supplere med creme fraiche eller flødeskum. Prøv også at tilsætte bær eller nødder i dejen og pynt med friske bær, når du serverer kagen. Det ser ikke kun smukt ud, men giver også en dejlig, forfriskende smag sammen med dine kager.

Prøv også disse nemme muffins med citron og birkes!

Vil du lave en rigtig lækker kage, er det godt med tips fra kageeksperterne. Vi har spurgt chokoladekender Mikkel Friis-Holm om hans bedste opskrift på muffins og overraskende nok, hælder han til de nemme chokolademuffins, hvor der er givet ekstra opmærksomhed til chokoladen. Og hvem ved mere om chokolade end Mikkel Friis-Holm?

Prøv også opskriften: Chokoladekage med ricotta

Få Mikkel Friis-Holms opskrift på nemme chokolademuffins her:

Det skal du bruge til chokolademuffins:
(Ca. 12 store muffins)
150 g usaltet smør i stuetemperatur
400 g sukker
3 æg str. XL
2½ dl kærnemælk
½ tsk fint havsalt
300 g mel
½ tsk natron
1 tsk bagepulver
110 g Scharffen Berger naturlig kakao
90 g 62 % mørk chokolade

Læs også: Hvad er god chokolade?

Sådan laver du chokolademuffins:
Pisk smør og sukker cirka 5 minutter. Tilsæt æggene et ad gangen, og pisk imens. Tilsæt kærnemælk i dejen. Sigt de tørre ingredienser sammen, og rør dem i dejen. Hak chokoladen, og vend den i dejen. Fordel dejen i smurte muffinforme, og bag ved 170° i almindelig ovn eller ved 150° i varmluftovn i ca. 25-30 min. Så er det bare at vente på, at de lækre muffins bliver færdige og er klar til at nyde.

Tip! Server dine chokolademuffins til en lækker kop kaffe, en god kop the eller nyd den sammen med et glas iskoldt mælk.