Desserter og kager

Heibergs søde tand: Opskrift på chokoladetærte med hindbær

Månedens kogebog er ikke bare flot på hylden, den er fyldt med inspirererende desserter og kager, som får tænderne til at løbe i vand. Få opskriften på en lækker chokoladetærte med hindbær fra kogebogen Heibergs søde tand.
af Cecilie Rubini 3.11.2014

I november-nummeret af IN viser vi dig en række opskrifter fra Morten Heibergs smukke kogebog 'Heibergs Søde Tand'. En bog, der emmer af smukke billeder og fristelse på fristelse.

Se også: Efterårsopskrifter med græskar

Den første opskrift vi deler fra bogen, er denne lækre chokoladetærte med hindbær:

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Chokolade og hindbær gør noget godt for hinanden. Det mørke, fede chokoladefyld får spids kontrast af syrligheden fra både hindbærsyltetøj og fra de friske bær. Og den sprøde mørdejsbund giver dig et lille knas og fuldender nydelsen. Du kan selvfølgelig bruge andre bær, hvis du foretrækker det, eller blande fx ristede mandelsplitter i fyldet.

6 personer
Mørdej:
125 g hvedemel
50 g flormelis
75 g blødt smør
½ æg (1 æg pisket ud og delt)
15 g mandelmel
1 knsp fint salt
kornene af ½ stang vanilje

Chokoladefyld:
150 g mørk chokolade, min. 65% kakao
1½ dl piskefløde (150 g)
kornene af ½ stang vanilje
2 æg
100 g æggeblommer (ca. 6 stk.)
50 g sukker
2 spsk hindbærbrændevin (kan udelades)
150 g hindbærkompot (god kvalitet)
250 g friske hindbær

Desuden tørrede bønner/ris til blindbagning af mørdejen

Sådan gør du:
Mørdej
Sigt hvedemel og flormelis hver for sig. Kom smør i en røreskål, og tilsæt det halve æg under middelkraftig piskning. Tilsæt derefter flormelis, mandelmel, salt, vaniljekorn og til sidst hvedemelet. Sluk for røremaskinen, så snart dejen er samlet. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir i 1,5 mm's tykkelse. Lad dejen hvile koldt i minimum 1 time.
Forvarm ovnen til 180° ved varmluft.
Beklæd en tærteform med løs bund (ca. 24 cm i diameter) med den udrullede mørdej, og prik et par steder i dejen med en gaffel. Dæk tærtebunden med aluminiumsfolie og tørrede bønner/ris, og bag den "blindt" i ca. 15 minutter. Fjern folien og bønnerne.
Bag tærtebunden i 8-10 minutter, eller til den er gylden. Lad tærtebunden køle lidt af.

Chokoladefyld
Hak chokoladen fint, og kom den i en skål. Bring fløde og vaniljekorn i kog i en kasserolle. Hæld den kogende fløde over chokoladen a tre gange, og rør med en gummidejskraber i midten af skålen, indtil der opstår en skinnende kerne - en emulsion. Pisk i en anden skål æg, æggeblommer og sukker, indtil det er godt pisket sammen. Bland denne masse med chokoladeblandingen. Tilsæt evt. hindbærbrændevin.

Samling
Dæk bunden af tærten med et tyndt lag hindbærsyltetøj, hæld derefter chokoladeblandingen over, og fordel til sidst de friske hindbær på tærtens overflade. Stil tærten i ovnen, og bag den i 8-10 minutter, til fyldet har sat sig en smule. Pas på, at overfladen ikke bliver for mørk.

Tag tærten ud, og lad den køle helt af. Pynt tærten med et drys flormelis gennem en fin sigte inden servering.

Mmmmmmm.... God fornøjelse!