Desserter og kager

Opskrift på ægte amerikanske "hand pies"

"Hand pies" er skønne små æbletærter, der passer perfekt i hånden og er både praktiske og charmerende snacks til enhver festlig lejlighed.
af Nichole Accettola / Foto: Stine Christiansen 27.08.2015
Hand pies med æblefyld

Intet slår duften af varm æbletærte, og den klassisk æbletærte er et sikkert hit. Men der er situationer, hvor formen på den klassiske tærte ikke rigtig fungerer, eller hvor du bare gerne vil imponere med en ny version af den klassiske tærte. Så skal du prøve ægte amerikanske hand pies, der en en slags mini-æbletærte. De indeholder alt det gode fra æbletærten, men indpakningen er både praktisk og moderne. Prøv selv!

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Se her, hvis du hellere vil have en klassisk æbletærte end hand pies

Amerikanske hand pies med krydret æblefyld

Antal: Ca. 10-12 stk.

Ingredienser til hand pies:

Tærtebund:
  • 190 g hvedemel
  • 1 tsk. sukker
  • 1 knivspids fint salt
  • 110 g flødeost natural
  • 110 g koldt smør
  • 2 tsk. koldt vand
  • 1 tsk. æbleeddike
Tærtefyld:
  • 800 g madæbler
  • 2 spsk. smør
  • 1 dl brun farin
  • 1 tsk. stødt kanel
  • ¼ tsk. muskatnød
  • ¼ tsk. kardemomme
  • ¼ tsk. stødt ingefær
  • fløde til pensling

Prøv også: Hand pies med hvid chokolade

Sådan laver du hand pies:

Tærtebund:
  1. Bland mel, sukker, salt og flødeost i en foodprocessor (Se de mest populære modeller her...). Skær smørret i små tern, og bland det sammen med melblandingen. Hæld vand i lidt ad gangen, og tilføj til sidst æbleddike.
  2. Del dejen i to, pak den ind i husholdningsfilm, og lad den hvile 1 time i kølekabet.
  3. Rul dejen ud til ca. 3 mm på et meldrysset bord. Brug kanten af et bredt glas eller lignende til at stikke dejen ud i cirkler, ca. 10 cm i diameter. Gentag proceduren med den anden del dej, til al dejen er brugt.
  4. Stil cirklerne i køleskabet i ca. 30 minutter.
Tærtefyld:
  1. Skræl æblerne, fjern kernehuset, og skær dem i små bidder.
  2. Varm smørret op i en tykbundet gryde.
  3. Tilsæt æblerne, når smørret har bruset af. Drys de øvrige ingredienser over æblerne, når de har fået en smule farve, og lad det hele småsimre ved lav varme, så væsken fra æblerne bliver kogt ind.
  4. Tag gryden af varmen, når konsistensen ligner en tyk, grov æblegrød, ca. 8 minutter. Lad fyldet køle ned til stuetemperatur.
  5. Placér dejcirklerne på en bageplade beklædt med bagepapir.
  6. Fyld ca. 1 spsk. af fyldet på hver cirkel, og fold dejen forsigtigt over fyldet så det bliver til en pæn halv cirkel. Tryk åbningen sammen med en gaffel, og gentag med de øvrige dejcirkler.
  7. Klip dernæst 3-4 små lufthuller i hver "hand pie" med en lille urtekniv. Pensl med fløde, og bag tærterne ved 185°, til de bliver gyldne, ca. 25 minutter.
  8. Servér evt. de lune hand pies med en kugle god vaniljeis til.