Desserter
Desserter og kager
Små sunde kager med oliven
Bag de her små sunde kager med oliven og krydderier, åbn et glas vin, og kom med til Provence. Få opskriften på de sunde kager her!
af Susanne Palmqvist / Foto: Anders Schønnemann
13.10.2015
Disse små sunde kager med oliven stammer fra Provence og smager skønt til et glas vin, øl eller champagne. De indeholder muscovadosukker, men vi tillader os stadig at kalde dem sunde, fordi de er fyldt med en masse gode sager.
Opskrift på små sunde kager med oliven
(Ca. 50 stk.)- 90 g koldt smør
- 140 g hvedemel
- 75 g lyst muscovadosukker
- 3/4-1 spsk. fast sort oliventapenade (Oliventapenade findes i mange varianter, så prøv dig frem med mængden i dejen)
- 50-75 g usmuttede mandler
- ca. 1 spsk. herbes de provence-krydderi
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Sådan laver du sunde kager med oliven:
- Skær smørret i små stykker, og smuldr det i melet til en grynet masse. Kom sukker og tapenade i, og saml hurtigt dejen. Kom de hele mandler i. Kom mere mel i, hvis dejen er meget fedtet, den skal kunne trilles.
- Del dejen i 2, og rul til pølser på 3-5 cm i diameter. Tril dem straks i provencekrydderi.
- Læg dem koldt i mindst 1 time, meget gerne længere (fra dag til dag). Skær dem i lidt tykke skiver med en skarp kniv (skal kunne skære mandlerne over!), og læg dem på plader med bagepapir eller silikonemåtter.
- Bag dem øverst i en 200° varm ovn i ca. 10 minutter. De skal blive lidt brune, men det er svært at se, når dejen er mørk!
- Køl dem helt af på en rist. Opbevar dem i glas eller kagedåse.