Se også
Kager
Fastelavnsboller med vaniljecreme og pære
Lav en omgang fastelavnsboller med vaniljecreme og pynt med pære - det er lækkert, og lidt anderledes end de klassiske med helt almindelig glasur på toppen. Find opskriften lige her.
af Louise Lorang.
21.02.2022
Foto: Lene Samsø.
14 stk
Vaniljecreme
- ½ vaniljestang
- 20 g majsstivelse
- 70 g æggeblommer
- 30 g sukker
- 2 dl sødmælk
Gærdej
- 3½ dl sødmælk
- 100 g smør
- 50 g gær
- 50 g sukker
- ½ tsk. salt
- 600 g hvedemel
- 1 æg til pensling
Pynt
- 4 pærer
- 3 spsk. rørsukker
- Lidt flormelis
Sådan laver du fastelavnsboller med vaniljecreme og pære
Vaniljecreme
- Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud. Pisk vaniljekorn, majsstivelse, æggeblommer og sukker sammen i en skål med en elpisker.
- Varm mælken op til lige under kogepunktet i en gryde.
- Pisk en smule af den varme mælk i æggemassen. Hæld herefter æggemassen i gryden med mælk, og pisk over lav varme, til cremen tykner. Cremen skal være 80-85°, men pas på, den ikke skiller.
- Hæld straks cremen i en skål, dæk skålen med husholdningsfilm, og lad den hvile i mindst 4 timer på køl – gerne til næste dag.
Gærdej
- Lun mælken i en gryde, og smelt samtidig smørret i en anden gryde.
- Rør det smeltede smør og gær i den lune mælk, og rør, til gæren er opløst.
- Rør sukker og salt i gryden. Hæld herefter mel i, og ælt dejen godt sammen, til den er fast og elastisk (det er ikke sikkert, at du skal bruge alt melet).
- Lad dejen hæve tildækket i 30-45 minutter ved stuetemperatur.
- Del dejen i 14 stykker, og tril dem til boller. Læg bollerne på en bageplade med bagepapir, dæk dem til med et rent viskestykke, og lad dem efterhæve i 30 minutter.
- Tænd ovnen på 225° varmluft.
- Lav en fordybning i midten af hver bolle. Pisk æg sammen med 2-3 spsk. koldt vand i en lille skål, og pensl siderne på bollerne. Fyld vaniljecreme i midten.
Pynt
- Skyl pærerne, og skær dem i helt tynde skiver. Læg en skive pære oven på hver fastelavnsbolle, drys med lidt sukker, og bag fastelavnsbollerne i ovnen i 10-14 minutter, til de er gennembagte og gyldne. Lad dem køle lidt på en bagerist.
- Drys fastelavnsbollerne med lidt flormelis, og servér dem gerne lune.