Kager

Sådan bager du den perfekte kage

af Iben Rouw 3.03.2021
Foto: Lars Ranek.
Overrask med en kage, der fortryller dine gæster! Her får du fem tips til at bage den perfekte kage.

Hvilke ingredienser der er lækreste og hvordan konsistens skal være, for at en kage bliver rigtig lækker, er et individuelt spørgsmål, men du kan følge nogle hovedregler for, hvordan du bager den lækreste kage, hvis du gerne vil sikre dig hjemmebag, der hitter hver gang.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Læs også: Server mad med kærlighed

Vi har samlet fem tips til, hvordan du slår igennem med dit hjemmebag og bager den absolut perfekte kage til lækkersultne munde.

1. Kom godt i gang
Læs bageopskriften igennem, så bliver du ikke uheldigt overrasket, hvis der pludselig står i opskriften, at mørdejen skal hvile i køleskabet i en time, før du kan fortsætte. Stil alle de ingredienser, du skal bruge, frem på bordet, så du er sikker på, at du har æg, mel, sukker, smør osv. i de rette mængder. Find også skåle og bageforme frem - så slipper du for at rode efter dem i skabene med fedtede fingre.

2. Hvad har du brug for?
Det er ikke et must at have en køkkenmaskine, men det er klart en fordel, når man skal piske store mængder æg og sukker sammen til en luftig masse, eller når der skal røres dej sammen til en kæmpe bradepandekage. Med en elpisker kan også sagtens bruges.

Tip! Er portionen rigtigt stor, kan du lave den ad to omgange, hvis du bruger en elpisker og ikke en røremaskine.

Læs også: 5 overraskende ting, du kan bruge sukker til

3. Hvornår er kagen færdigbagt?
Det kan variere fra ovn til ovn, hvor længe en kage skal bages. Hvilken form, du bruger (og af hvilken type materiale), har også betydning. Derfor er tidsangivelserne i bageopskrifter altid kun vejledende. Brug en strikkepind, et tyndt grillspyd el.lign. i midten af kagen: Hænger der våd dej ved, skal kagen have lidt længere tid i ovnen. Kig også på overfladen: Har kagen en fået flot farve og sprækker lidt i midten, er den ved at være godt bagt.

4. Hvornår skal kagen bages?
Skal du have kagen med dig, er det ofte en fordel at bage den dagen i forvejen. Når den er helt afkølet og har stået i formen natten over, er den mere fast og stabil, end når den friskbagt. Skal der glasur, creme eller anden pynt på, kan du evt. vente med at gøre det, til lige før den skal serveres. Medbring glasuren eller cremen i en beholder med låg, evt. fyldt i en sprøjtepose, og giv kagen den sidste finish i sidste øjeblik.

Læs også: Hvor meget kage skal du beregne pr. person?

5. Skær kagen ud i forvejen
Hvis kagen egner sig til det, kan du skære den ud i pæne stykker hjemmefra. Lad kagestykkerne blive i formen eller bradepanden, eller flyt dem forsigtigt over i store kagedåser eller bokse med låg. Hvis du synes, at bageforme og bradepander af metal er for tunge og besværlige at bære rundt på, kan du købe engangsbageforme af folie i supermarkedet og bruge dem i stedet.

En anden løsning er at skære en helt almindelig bradepandekage i små, firkantede stykker og servere dem i kulørte muffinforme - det giver en rigtig fin servering, samtidig med at man undgår fedtede fingre.

Vild med kagen på billedet? Få opskriften på jordbærtærten lige her!