Lækre grillede luksus-rejer
De kæmpestore middelhavsrejer, der også kaldes Gambas de Sollér, er en luksusspise på Mallorca. De største af rejerne koster mere pr. kilo end en dansk hummer, men til gengæld er smagen også helt i top.
Den autentiske ret er enkel i sig selv og nem at gå til, så du kan både lave den på ferien eller derhjemme. Rejerne skal bare kortvarigt på grillen og så serveres med hvidøgs- og persilleolie og måske en god aioli. Husk at suge indholdet ud fra hovedet på de grillede luksus-rejer. Det er nemlig her, den største smag sidder!
De grillede luksus-rejer kan serveres alene som en forret, men hvis du hellere vil servere dem som hovedret, kan du også sagtens det, hvis du bare serverer dem sammen med noget lækkert tilbehør.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Opskrift på grillede luksus-rejer
Antal: 4 personer
Det skal du bruge for at lave grillede luksus-rejer
- 16 friske, store middelhavsrejer
- ½ bundt persille
- 1 fed hvidløg
- 1½ dl olivenolie
- salt og friskkværnet peber
Sådan laver du grillede luksus-rejer
- Varm en grill op, til den er rygende varm.
- Grill rejerne 1 minut på hver side.
- Kom hvidløg, persille og olivenolie i en blender, og blend til en glat pesto.
- Smag til med salt og peber.
- Servér rejerne varme, dryppet med persille-hvidløgs-dressingen.