Sådan dyrker du pæoner

De betagende pæoner blomstrer fra maj til juli. De er nøjsomme og kræver ikke særlig meget pleje. Vi guider dig til at få succes med de pragtfulde pæoner.

Fredag, 29. januar 2016 - 10:10 - af Marianne Engelbrechtsen / Foto: Christian Petersen

Vi er vilde med pæonernes store, smukke blomsterhoveder, men hvordan opnår du succesgaranti med de blomstrende skønheder? Det får du svaret på her! 

Læs også: Pynt med pæoner!

Nøjsomme pæoner

Der findes forskellige arter, når der tales om pæoner: Træpæoner, itho-hybrider og silke-pæoner, og bonderoser. Fælles for dem alle er, at de er meget nøjsomme, og trives i de fleste jordtyper. Helt almindeligt havejord er fint, de kan bare ikke lide at vokse i surbundsbede, og der må ikke være stående vand, der hvor de er plantet.

Vand og gød let

Du kan plante pæoner i din have, så længe det er muligt for dig at stikke spaden i jorden. Det er ikke en plante, du behøver at rende og vande hele tiden. En spand vand i ny og næ kan gøre det, hvis ikke vandforsyningerne fra oven er nok. Hvert forår kan du give lidt gødning, uden meget kvælstof, f.eks. benmel, aske og kalk.

Når pæonerne blomstrer, klippes de visne blomster løbende af, og om efteråret klippes alt løv ned. Vil du dele eller formere dine pæoner, så saml frøstande eller del roden. Pæoner er gode sammen med lave stauder, der passer i farverne, og som befinder sig godt under de samme vækstbetingelser.

Sol eller halvskygge

Når det gælder placering i haven, så elsker pæonerne sol, men de kan også leve i halvskygge. Skyggen medfører dog bare, at planterne ikke får nær så mange blomster.

Der er to udfordringer, når du har pæoner i haven:

Pæoner kan angribes af skimmel, hvorefter stilken vil lægge sig ned. Forebyg ved at plante pæonerne med god plads mellem hinanden og sørg for kun at vande i jorden og ikke på bladene i tørkeperioder. Planten kan heldigvis vokse sig fra sygdommen.

Den anden udfordring er tålmodighed, tålmodighed og atter tålmodighed, for nogle gange kan pæonerne godt være længe om at komme i gang. Men når du står og kigger på dine første blomster, vil du sande, at det var hele ventetiden værd.

FÅ DIN BUKET TIL AT HOLDE LÆNGERE - LÆS MED HER!

Pæon-arter

Pæonerne blomstrer fra maj til hen i juli, hvor træpæonerne er de første, der springer ud, efterfulgt af bonderoser, silkepæoner og itho-hybrider.

# Træpæoner

Træpæoner kan plantes hele året. De skal plantes, så podestedet er 10-15 cm under jordoverfladen. De blomstrer i maj.

# Bonderoser

Bonderoser kan plantes hele året. De skal plantes, så podestedet er 3-5 cm under jordoverfladen. De blomstrer i maj-juni.

# Silkepæoner

Silkepæoner kan plantes hele året. De skal plantes, så podestedet er 3-5 cm under jordoverfladen. De blomstrer i juni-juli.

# Itoh-hybrider

Itoh-hybrider kan plantes hele året. De skal plantes, så podestedet er 3-5 cm under jordoverfladen. De blomstrer i juni.

KAN DU GÆTTE, HVILKEN PLANTE DER ER DANMARKS MEST SOLGTE? 

Læs mere om:

Læs også:

Lyng
Sådan dyrker du hyacinter