5 tips til vinteroprydning i haven

Vinteroprydning i haven

Vinteren har stadig fat i haven, og de fleste vækster hviler sig og venter på forår. Trænger du alligevel til at komme en tur i haven? Så kast dig ud i en omgang vinteroprydning!

Lørdag, 27. januar 2018 - 18:19 - af Kenn Römer-Bruhn.

Lyset begynder lige så stille at vende tilbage, men vinteren lurer lidt endnu. Gængs oprydning er et oplagt emne for et par hygge-dage i de kolde måneder, hvor man normalt ikke kan komme i jorden. Samtidigt bliver haven på denne måde frisk og klar til den kommende sæson.

Læs også: Vil du have flere fugle i haven? Se hvordan her!

5 nyttige tips til vinteroprydning i haven

  1. Saml grene og mindre stammer sammen, og gem dem i bunker. Disse kan senere hen bruges i fx hegn og til støtte. Husk at grenbunker, der har ligget på samme sted over en længere periode, ikke bør forstyrres, da pindsvin måske har valgt at sove vintersøvn netop der. 
  2. Saml nedfaldne blade og nåle under nåletræerne sammen. Bladene kan fordeles i bede og kompost. Er de tørre, kan du lægge et tykt lag om dine sarte planter. Læg evt. granris eller små grene henover, så bladene bliver liggende. Nålene kan hældes på bede med surbundsplanter, hvor de er med til at give jorden den rigitge pH-værdi. 
  3. Kig på dine frugttræer og vinterbeskær dem hvis nødvendigt - dog ikke blomme og kirsebær, der helst skal beskæres om sommeren. Målet med beskæringen er at holde kronen åben, så frugterne får lys og bedre kan udvikle sig. Som bonus bliver frugterne samtidigt lettere at høste.
  4. Er der fortsat æbler tilbage på træerne, fjernes de sidste helt. Er der råd i dem, lægges de langt væk som tilskudsfoder til fugle og vildt. Indskrumpne frugter skal smides i skraldespanden, da de kan sprede skimmelsvampen "monilia" til næste år, hvis de får lov at ligge. 
  5. Er kompostbunken stadig frostfri, kan du drysse indholdet ud i bedene og køkkenhaven. Så vil planterne få adgang til den organiske føde, når den kommende sæson begynder - og komposten vil gradvis blive skjult, når planterne dækker jorden. 

Prøv også: 10 tips til at skabe stemning og struktur i vinterhaven

Læs også:

Tip til en smuk efterårsbuket
10 fine idéer til haven
De vigtigste haveredskaber