Det kræver ikke meget, at få møbler fra fortiden til at leve i nutiden. Tanja Hattens og manden Kristoffer Buhl Larsens herskabslejlighed er indrettet med relancerede klassikere, antikviteter og nyt design, det er vintage på den eksklusive måde. Hjemmet er indrettet med tanke på godt design og grundigt håndværk.
Med godt design mener Tanja Hattens noget æstetisk smukt, funktionelt, innovativt og frem for alt langtidsholdbart. Derfor har parret ikke gjort sig i midlertidige løsninger og investeringer. Hele indretningen i hjemmet er inspireret af venner og andre personers boliger, men også fra rejser de har været på. Butikker i udlandet og fra kunstudstillinger, naturen og fra boligblade.
Det, der inspirerer Tanja lige nu, er træ, fordi træ kan give en varme til rummet, og så kan hun godt lide, at det kan bruges på mange måder. Samtidig tilfører det noget naturligt til hjemmet. Tanjas yndlingsmøbel er det voluminøse og yndige vitrineskab som står i spisestuen. Udover at være særpræget og smukt så kan det rumme meget. Her kan man opbevare alle ens fine ting bag en glasrude, så skabet ender med at blive en del af selve indretningen.
Se også: Herskabslejlighed på Frederiksberg her!
Her bor: Tanja Hatten, 39 år, uddannet cand.jur og arbejder som partner i SkabRum. Manden Kristoffer Buhl Larsen er 38 år, arbejder som General manager & Head of Business Development i Wärtsila, tilsammen har de to børn nemlig Otto på 2 år og Karlo på 4 år.
Bolig: Lejligheden er beliggende i København og er 160 m2.
Stil: Et mix af nyt og gammelt har skabt en lys og nordisk cocktail.
Én gammel lysestage er svær at få til at se godt ud, men hvis du som her samler flere, får du med ét et moderne udtryk. Spisestuen med Hans J Wegners stole PP62 med fletsæde og hans krydsbensbord AT2013 i teak er absolut parrets yndlingssted. Blow-pendelen er fra &Tradition.
Et vitrineskab er ikke alene smukt, det er også enormt funktionelt og brugbart ikke mindst i et køkken, hvor det kan erstatte de traditionelle overskabe. Vitrineskabet er fra SkabRum.
Hvis du har et hjem, hvor man kan kigge fra den ene ende til den anden, så kan du med fordel tænke det som et rum, hvor farver og materialer understøtter hinanden.
Gør hjemmearbejdsdagene lidt hyggeligere med et lækkert skrivebord. Rummets centrale placering betyder, at familien kan være til stede, selvom der arbejdes. Zebraskindet oå gulvet er et arvestykke, som hans mormor har taget med hjem fra Botswana tilbage i 70'erne.
Soveværelset er indrettet med en skøn blanding af nyt og gammelt. Karlekammerskabet er et arvestykke, lænestolen af Charles og Ray Eames, og bordlampen er fra Christian Dell.
I stedet for den store renovering kan man som her give badeværelset en hurtig makeover i form af et nyt baderumsmøbel, et spejl, en væglampe samt lidt maling. Badmøblet i eg og spejlet Orbit Mirror af Rodney Kinsman er begge fra SkabRum.
Denne flotte minimalistiske lejlighed i Sydengland er indrettet med baige som grundtone og fyldt med kunst. Se hele lejligheden her!