Gyldne toner i Nordsjælland
Hus

Boliggalleri: Gyldne toner i herskabsvillaen

af Liselotte Enggård Jacobsen / Foto: Birgitta Wolfgang / Sisters Agency 11.04.2018
I denne herskabsvilla i Nordsjælland er de lyse omgivelser indrettet i gyldne toner og med rejsefund fra besøg i mange forskellige asiatiske lande.

Den ene elsker farver. Den anden er mere til fransk stil i neutrale tone i tone-nuancer krydret med fund fra udlandet. Begge elsker at rejse i Asien, og det stilmix vidner den 350 m² store villa nord for København om.

Parret, der bor her, har indrettet sig med minder fra de mange besøg i forskellige asiatiske lande. Vintagefund og etniske detaljer såsom opsatsskåle fra Myanmar og fint træarbejde forenes i huset fra 1921.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Nogle af tingene har fulgt parret i mange år og er købt på rejser rundt om i verden; blandt andet en stol fra Vietnam og en sengegavl fra Bali.

De etniske detaljer er sat sammen med rustikke møbler og et kelimtæppe, der samler indtrykkene i den lyse spisestue.

SE OGSÅ: Moderne fransk landidyl

En lys bolig

Som base for de detaljerige elementer i indretningen er gulvet malet hvidt med slidstærk maling både på det gamle og nye gulv.

Den blanke gulvflade spejler lyset fra de store vinduespartier og døre på hele etagen og kaster masser af lys ind i hjemmet. Om sommeren står fløjdørene åbne ud til terrassen, der kommer til at virke som en forlængelse af den store stue og giver ekstra plads.

Lyset skinner også stærkt i atelieret. Her sidder parret ofte med hver sine sysler, mens der altid er rift om slængemøbler i stuen, når familien er samlet. Ikke mindst divanen, hvor man kan sidde to samtidig.

SE OGSÅ: Nordisk enkelthed møder Asien

Landligt, moderne køkken

Parret købte huset for 28 år siden, og det er løbende blevet restaureret − senest i stueetagen med nyt køkken, hvor loftet blev løftet, det gamle fadebursrum sløjfet og integreret i det nye, og en væg måtte ned.

Alt sammen for at gøre plads til et stort, åbent køkken-alrum med udgang til terrasse og have. Parret fik hjælp af arkitekt Julie Agerley, der blandt andet stod for at styre køkkenindretningen.

Det nye køkken er designet i en blanding af husets og parrets stil, og derfor valgte arkitekten et gråt køkken i landstil, hvor de tekniske hjælpemidler er gemt bag låger og døre. Nogle skabs- og skuffelåger har fyldninger, andre er helt stramme i moderne stil, og så er der valgt små lædergreb og stort bruneret messinggreb.

Stenpladen og træstolene med lædersæde spiller sammen med de gyldne toner i resten af huset og i en stor del af kunsten på væggene.

Boliggalleri: Gyldne toner i herskabsvillaen