Boliggalleri: LANDLIG IDYL MED KINESERIER
Hus

Boliggalleri: Landlig idyl med kineseri

af Pernille Grønkjær Taatø / Nordiske rum / Foto: Trine Bukh 7.08.2018
I den gamle landejendom Havegården i Hornbæk har familien Christiansen indrettet sig med rustikke, kinesiske fund, der passer til rammerne. Den landlige idyl får en opdatering med sort-hvide kontraster og designklassikere.
Havegården er navnet på den stemningsfulde landejendom i landsbyen Borsholm, som ligger mellem skov og marker på den sjællandske nordkyst. Den danner ramme om både arbejds- og privatliv for Katrine Eggert Christiansen, hendes mand Mads og familiens tre børn. Parret har nemlig indrettet deres fælles interiørbutik, Christiansen & Co., i den ene af gårdens længer, som er fyldt med møbler, interiør og brugsgenstande, som parret finder på deres fælles rejser til små provinsbyer i det nordlige Kina. Havegårdens øvrige længer er i dag indrettet til fire selvstændige boliger, og derfor er der altid masser af muligheder for socialt samvær på den fælles gårdsplads. Og netop dén kombination af landidyl, stemning og liv er det, familien holder allermest af, siger Katrine Eggert Christiansen. – Vi bor på landet med køer og heste på markerne omkring os, men har stadig kun 35 minutter i bil ind til København. Og kun fem minutter til Danmarks bedste badestrand i Hornbæk. Vi nyder at bo her. SE OGSÅ: Alle vores smukke boliggallerier her!

SOM EN LAKÆSKE

Parrets flair for kinesiske fund løber som en rød tråd gennem indretningen af boligen sammen med en gennemført brug af kontrasten mellem sort og hvid. Både i stuen og i flere af værelserne er en enkelt væg malet helt sort i en højglansmaling, der reflekterer lyset og giver en skinnende effekt, der minder om en lakæske. – Vi kan lide det enkle, rå udtryk, hos os må det ikke blive for sødt, siger Katrine Eggert Christiansen, der har understreget de landlige ramme med patineret træ både på møbler og i køkken- og badeværelsesindretningen, hvor bordpladerne er lavet af gamle døre i elmetræ. For at undgå det alt for søde er skabselementerne i begge rum glatte og sorte. Den gennemgående stil i boligen er defineret af mørke toner, og interiøret består blandt andet af rustikke møbler, etniske krukker og industrielle lamper. De er sat sammen med designklassikere, der har en særlig betydning for parret, fx en Tolix-stol, Eames-spisebordsstole og Arne Jacobsens lænestol Ægget, der har fulgt dem gennem mange år.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

LOFTBJÆLKER REFLEKTERER LYSET

Familiens bolig har gennemgået en del forandringer gennem årene. For eksempel er et lille køkken blevet slået sammen med spisestuen, så det i dag fungerer som familiens store, lyse køkken-alrum, hvor der også er gjort brug af de sort-hvide kontraster i indretningen. Fx er de gamle loftbjælker også malet med den sorte højglansmaling. – Vi elsker vores store køkken. Samlingspunktet i hjemmet er det lange, rustikke langbord, hvor der både spises, laves lektier, spilles spil og nydes middage med vennerne, siger parret. De har tænkt i utraditionelle løsninger og blandt andet fået specialfremstillet en emhætte i messing og brugt overskabe som underskabe for at lave en skabsvæg, der også fungerer som vindueskarm. SE OGSÅ: Dekadent herskabslejlighed på Østerbro

BOLIGGALLERI: LANDLIG IDYL MED KINESERI

Hvem: Katrine Eggert Christiansen, 50 år, indehaver af interiørbutikken Christiansen & Co. sammen med Mads Christiansen, 48 år, som også driver egen tømrervirksomhed. Familien tæller også parrets tre børn, Emil, Mille og Karla på 19, 15 og 11 år samt hunden Eddy.
Bolig: 124 m² landejendom beliggende i udkanten af Hornbæk i Nordsjælland.
Stil: Rustikt nordisk med sorthvide kontraster og mix af designklassikere.

Køkkenet er fra Ikea. Spisebordet er fra Christiansen & Co. ligesom jernlysestagerne, tinkanden og lerkrukkerne. Vintagespisestolene Eames Arm Shell er købt hos Relove.dk, og den gamle Københavnerlampe er et loppefund.

Skab hyggekroge med potter, krukker og rustikke havemøbler, som tåler vind og vejr, og udnyt terrassen tæt på køkkenet til spiseplads. Bænken og taburetterne er fra Christiansen & Co.
Design din egen emhætte og få lavet en løsning, som giver kant til køkkenet. En lokal smed har specielfremstillet emhætten i messing, de sorte køkkenelementer er fra Ikea med greb fra H. Skjalm P., og bordpladen er i grå natursten fra Borderstone. Den lille kiste og stenmorteren er fra Christiansen & Co. De gamle spækbrætter er fra Fil de Fer.
Skab ekstra opbevaringsplads ved som her til højre at bruge køkkenoverskabe som smalle underskabe med en ekstra dyb vindueskarm. Køkkenelementerne er fra Ikea, og sildebensparketgulvet i røget eg er fra Trækompagniet.
Skab stemning med stilleben, og bland gerne både billeder og tilbehør. Den antikke kurv er fra Christiansen & Co.
Bland rustikke materialer, der komplementerer hinanden, som fx træ, ler og metal. Det skaber et både råt og stemningsfuldt udtryk. Både Tolix-stol, træbord, vintagetæppe og krukke er fra Christiansen & Co.
Har du ikke i forvejen høje paneler, kan du sætte træ på væggen og lave en smal hylde til billeder og nips, som giver rummet sommerhusstemning. Lampen ved sengen er Tolomeo fra Artemide.
Ens elementer i bad og køkken giver sammenhæng i indretningen. Det sorte skuffemodul er fra Ikea. Bordpladen er lavet af gamle døre i elmetræ, og væglamperne er Archi W1 fra Light Point.
Brug reflekser i spejle og maling til at skabe indtryk af både mere lys og plads. Det hvide sengetæppe i hør er fra Merci, mens det grå vattæppe er fra CozyRoom. Berbertæppet på gulvet er fra Christiansen & Co.
Lad kontrasten mellem sort og hvid være en gennemgående idé i indretningen. Højglansmaling giver effekt uden at gøre rummet mørkt, fordi lyset reflekteres af den blanke væg. Ægget er af Arne Jacobsen, mens sofabordet og konsolbordet er fra Christiansen & Co.

Mere inspiration?

Familien Norlyk har indrettet et moderne og minimalistisk sommerhus i Juelsminde, hvor inde og ude smelter sammen året rundt. Se hele boligen her!