pariser lejlighed
Lejlighed

Boliggalleri: Pariser-hjemmet vi drømmer om

af Genista Jurgens / Foto: Anne Catherine Scoffoni 25.01.2018
I Véronique Campardous lejlighed i Paris kan man koble af. Midlet er afdæmpede farver, naturmaterialer og istandsatte møbler med historie.

Sindsro og stilhed er to kodeord for Véronique Campardou. I mange år boede hun og hendes familie i Marseille, hvor hun jævnligt gik til havet for at finde ro og inspiration.

Den følelse ville hun gerne genfinde i Paris, som hun flyttede til for nylig med sin mand. Derfor satser hun på en indretning med naturmaterialer og gamle håndværksteknikker som nøgleelementer.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Fokus på godt håndværk

Overalt i lejligheden i den franske hovedstad er der træskærerarbejde, papirfoldning, ætsning og broderier. I samme dur ses gamle stykker træ, grene, sten og keramik, som hun bruger som dekoration.

Favoritmøblerne er håndlavede og har historie, og tekstilerne er håndvævede og ufarvede.

– Mine tanker med indretningen har været at skabe en boble i en hektisk storby – det skal være et sted, hvor man kan lade op, fortæller Véronique Campardou. Gennem lejligheden har hun været bevidst om, at tingene skal være enkle og så tilbagetrukne som muligt.

Spisestuen er møbleret med underspillede, unikke ting – høje bogreoler, et antikt skuffedarium, træstole og en smuk marmorpejs.

LÆS OGSÅ: Københavner-lejlighed med et fransk touch

Nyt liv i det gamle hus

Lejligheden er i 1900-tals Haussmansk stil. Den er stor og lys med store vinduer, franske døre og balkoner, hvor du kan nyde udsigten over de parisiske gader. Men den centrale placering, det skønne lys og de store rum var ikke det eneste, det tiltrak ved lejligheden.

– Jeg elskede de smukke trægulve, som går gennem huset. Huset var i rigtig god stand, og det eneste, vi behøvede for at få stedet til at blive perfekt, var at male væggene, siger Véronique Campardou.

For at bryde den nøjsomhed, der er karakteristisk for arkitekturen, og for blandt andet at fremhæve den smukke stuk, valgte Véronique neutrale farver: hvide vægge kombineret med forskellige varme træsorter og store, bløde gulvtæpper.

Køkkenet blev åbnet op

Køkkenet, som oprindelig var noget rod og vendte mod nord, så det var meget mørkt, fremstår nu ensartet i stil.

– Køkkenelementerne var gamle, og køkkenvasken var meget grim, og høje skabe fik køkkenet til at se mindre ud, end det var, fortæller hun.

Véronique Campardou malede skabet under vasken, skiftede de gamle håndtag ud med nogle mere moderne og byttede de høje møbler ud med fyrretræshylder for at åbne køkkenet op.

Derudover ønskede Véronique Campardou at give nyt liv til gamle møbler ved at forvandle klædeskabe, reoler og stole til moderne møbler.

– Jeg kan med det samme se, hvad jeg skal med de ting, jeg køber. Jeg fjerner den gamle maling og sandblæser dem – resten handler om ekspertise og tålmodighed, fortæller hun.

Boliggalleri: Pariser-lejlighed i Haussmansk stil