Indret med rå storbydetaljer og naturlige elementer
Rå overflader og mixede teksturer er hovedingredienserne i Cecilie Sonne og Mikkel Webers storbyoase i københavnerbydelen Vesterbro. Den 130 kvadratmeter store lejlighed er et personligt mix af nordiske naturlige elementer, rå storbydetaljer og skæve etniske indslag. – Jeg bruger kontraster, når jeg indretter. Bl.a. sammensætter jeg rå naturmaterialer med etniske elementer, siger Cecilie Sonne. Hun har stort set indrettet hele lejligheden med genbrug fra enten dba.dk, arvestykker eller loppefund, som hun har upcyclet, fx en rumdeler bygget i herregårdsfliser eller en bogreol lavet af gamle frugt- og ølkasser. Læs også: Sådan indretter du med loppefund og rejseminder Cecilie går meget op i, at genbruge ting. - Hver enkelt ting får større personlig betydning, når de har deres helt egen historie. Jeg elsker at kombinere det med nye ting, det synes jeg giver mit hjem en rå stil med både kant og nostalgi, siger hun.