Vibeke og Anders Schou Tjalve har helt styr på indretningen i den hvidkalkede villa i Nordsjælland. Vibeke Schou Tjalve bryder sig ikke om ordet stil, når det kommer til bolig, fordi det lyder, som om man er taget på indkøb og på én gang har udvalgt en særlig serie møbler. – I virkeligheden er det sådan, at der – uden at man opdager det – vokser en helhed ud af arvestykker, loppefund og rejsekøb, der hober sig op, når to mennesker bor sammen, fortæller hun. Hun bor i en af lejlighederne i villaen sammen med sin mand og deres to børn.
Se også denne smukke kreative villalejlighed
Bruger årstidens farver
Farver er en essentiel del af boligen med både grønne, blå, brune og rosa nuancer. Det eneste, der er bandlyst, er lyst træ og hvide, tomme rum. – Træ skal gløde. Da vi flyttede ind, havde lejligheden hvidpigmenterede gulve, som vi med det samme sleb og gav naturolie, så de blev helt bløde, mørke og indbydende. Så gik vi rundt på bare tæer og følte os hjemme, siger Vibeke Schou Tjalve og forklarer, at parret også kan lide at omgive sig med farver. I den lyse lejlighed har parret forsøgt at skabe en stemning af ro – uden tomhed. Derfor bliver farver og fornemmelsen af kultur vægtet højt, så hjemmet føles levende og beboet. For dem begge hænger stemning og lyd uvægerligt sammen. – Stemning har et soundtrack. Når jeg tænker på vores stuer, lander jeg i et lydbillede, der er lige dele 60’er-jazz, 70’er-rock og sus i de store træer, der står lige udenfor i vores have. På en måde rummer vores hjem et underligt paradoks, for vi har indrettet os med lidt stive, formelle, designede møbler, men ender tit med at sidde på tæppet på gulvet, konstaterer hun.
Læs også: Klassisk patriciervilla med kreative løsninger
Luftigt og urbant udtryk
Da familien flyttede ind, var grundplanen i lejligheden i sin oprindelige form med stort køkken som det primære rum og ellers bare en lang række små og mellemstore værelser. - Vi ville bo mere luftigt, så vi rev væg på væg ned, så vi kunne åbne gennemgangen mellem rummene helt op. Det har givet et mere urbant udtryk og en slags transparens, hvor man hele tiden kan se flere rum på en gang. På den måde bliver hvert rum sat ind i en større helhed. Det giver en fornemmelse af sammenhæng og af, at man befinder sig i et hjem, fortæller Vibeke Schou Tjalve.
SE BILLEDER FRA DEN SMUKKE BOLIG I GALLERIET HERUNDER!