Lene Kesselhahns lejlighed
Boligreportage

Tør du male lofterne lyseblå og væggene brune? Det gør Lene!

Tekst: Pia Olsen Foto: Anitta Behrendt 21.03.2024
I indretningsarkitekt Lene Kesselhahns lejlighed i Aarhus er lofterne lyseblå og rosa, mens væggene er brune, blå og grønne. Kom med indenfor, og lad dig inspirere!

Lene Kesselhahn har altid boet med farver på væggene, men nu har de efterhånden spredt sig til alle 134 kvadratmeter i hendes hjem i Aarhus.

– Stort set alle mine vægge er malet med en farve. Jeg har dog ikke malet det hele på én gang eller lagt en stor plan, inden jeg gik i gang. I stedet for har det udviklet sig stille og roligt som en knopskydning, hvor væggene har haft mange forskellige farver igennem tiden, forklarer hun.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

– I denne omgang malede jeg først soveværelset i en mørkeblå, så valgte jeg den støvgrønne til spisestuen og så den brune til stuevæggen, siger Lene.

Boligreportage hos indretningsarkitekt Lene Kesselhahn.

Den rigtige stemning

Da Lene flyttede ind i sin lejlighed for 17 år siden, brød hun sig ikke synderligt om farvevalget. Blandt andet var radiatoren i køkkenet malet i lavendelblå. Dengang fandt hun hurtigt maling og pensel frem og tryllede radiatoren hvid og neutral. Men det havde hun nok ikke gjort nu.

– Jeg har altid eksperimenteret med farver, men jeg har helt klart forandret mig og er blevet mere modig i mine farvevalg. I dag havde jeg beholdt den lavendelblå i en eller anden variant på radiatoren, siger hun.

Den specialbyggede bænk langs den ene væg i spisestuen giver hyggelige siddepladser, men fungerer også som opbevaring.

Lene holder sig ikke længere kun til væggene, lofterne har også fået en tur med penslen. I stuen har hun malet loftet lyseblåt for at give den brune vægfarve kontrast. Og spisestuens loft er blevet sart lyserødt, og det klæder den støvede grønne nuance på væggene. Lene mærker altid grundigt efter, om en farve giver den rigtige stemning.

Indretningsarkitekt Lene Kesselhahn.

Lyseblåt loft møder chokoladebrun væg i stuen. Resten af væggene er hvide, så rummet ikke virker mørkt. Den lyseblå har farvekode NCS S 2010-B90G, mens den brune har koden NCS S 5020-Y20R.

– Jeg er meget bevidst om, hvordan man kan indrette og møblere med farver, og når man har tre stuer en suite i forskellige farver som her, er det som at gå rundt i et stort maleri. Det er derfor vigtigt, at jeg føler, her er rart at være, siger Lene, der er vild med at indrette med kontraster.

– Mørke nuancer giver en mere omsluttende og tryg stemning end lyse farver, og derfor er de mørke farver gode til for eksempel soveværelset, forklarer hun.

Mørke nuancer giver en omsluttende og tryg stemning og er derfor gode i soveværelser, mener Lene, der har haft den samme mørkeblå farve i en årrække. Den hedder NCS S 7020-R90B.

Når Lene er på jagt efter nye sager på rejser eller i vintagebutikker, er det også farven, der først fanger hendes øje

– Min favoritfarve er indigoblå, og hver gang jeg ser noget i den farve, må jeg have det med hjem. Efterhånden har jeg både en tekande, en lampe og en lågkrukke i den farve. I princippet er alle farver velkomne, og jeg har en stor nysgerrighed efter at prøve farver af og lege med kombinationer. Jeg falder også ofte hen i de smukke farvekombinationer, der er overalt omkring os. Lige nu kigger jeg ud ad vinduet på grønt lav på taget overfor, men det kunne lige så godt være de blågrå toner i disen over en grøn mark. Det tænder en glød af inspiration i mig, og jeg tænker straks: Hvor kan jeg bruge de farver, siger Lene.

Lene havde en rest mønstrede fliser og har brugt dem som ny bordplade på sit arbejdsbord. Fadet er fyldt med strandfund fra alverdens strande. Den turkise skål har Lene formet.

De mange farver harmonerer, fordi de alle er støvede, som her i spisestuen, hvor væggene er grønne, mens loftet er sart rosa. Den rosa har farvekode NCS S 1010-Y60R, og den grønne NCS S 3010-G80Y. Spisebordet er vintage, og skabet har Lene arvet.