badekar_inspiration_tips_guide_fritstaaende_armatur
Badeværelse

11 smukke bud på badekar, der vil fuldende dit badeværelse

af Charlotte Kobberøe Fink. Foto: Anita Behrendt 12.05.2022
Drømmer du om spafølelse på badeværelset? Har du kvadratmeterne til det, så investér i et badekar, som uden tvivl vil opgradere niveauet af hverdagsluksus i mange år frem. Vi guider og inspirerer dig til at finde det helt rigtige.

Står du over for en badeværelsesrenovering? Selv om et badekar kan føles som en dyr ekstraudgift i et i forvejen spændt budget, så kan det måske godt betale sig at overveje det lækre kar en ekstra gang: Det vil nemlig med garanti bringe glæde de næste mange år frem!

For findes der noget som at sænke kroppen ned i varmt, omsluttende vand og nyde en rolig time for sig selv i badekarret efter en lang dag?

Selv hvis du ikke er et sted i dit liv, hvor du just har tiden til selvforkælelse i hverdagen, så kan et badekar stadig være en ret så dejlig investering, som kan komme hele familien til gode. Et badekar er nemlig også perfekt til badning af ungerne – og fylder du det med badeænder og andet vandresistent legetøj, så er du også sikret underholdning en god rum tid.

Hvilket badekar skal man vælge?

Hvis du har pladsen og pengene, er grundene til at tilvælge et badekar altså mange – men hvordan får du valgt det helt rette badekar til netop dit badeværelse?

  • Se på badeværelsets plantegning, når du skal placere dit badekar

Det første, du selvfølgelig skal tage stilling til, er, hvor badekarret skal stå. Dét kan nemlig have stor betydning for, hvilken udgave du skal vælge. Har du masser af plads, kan du overveje at gå efter et fritstående badekar, men er kvadratmeterne mindre, eller har du for eksempel skråvægge, så kan det give bedre mening at vælge et indbygget badekar.

Har det badeværelse, du skal renovere, et badekar i forvejen, så vil det også give mening i forhold til vand og afløb at placere det nye badekar samme sted i rummet. Husk dog altid at alliere dig med professionelle, hvis du drømmer om et badekar, så du undgår vandskader.

  • Overvej, hvordan badekarret kan understrege badeværelsets stil

Når du ved, hvor karret skal stå, så skal du tage stilling til det sjove: Hvordan det skal se ud, og hvordan skal det spille sammen med resten af stilen i badeværelset? Vælger du et indbygget badekar, kan det give god mening at beklæde det med de samme klinker, som du har forelsket dig i til resten af badeværelset. På dén måde bliver karret hurtigt velintegreret i indretningen.

Går du derimod efter et fritstående badekar, så kan du med fordel overveje, hvordan badekarret understreger stilen på badeværelset og i huset generelt ved for eksempel at vælge en rund eller buet form – eller måske et badekar på fødder.

Husk, at også armaturet til badekarret har betydning for det endelig udtryk. Vælg gerne et, der matcher både bruser og håndvask for at skabe sammenhæng i indretningen.

  • Tænk over, hvad badekarret må koste

I dag kommer badekar i mange forskellige udgaver, materialer – og prisklasser. De klassiske kar i stål og emalje er oftest billigere end et i for eksempel marmor. Prisen på selve karret kan også afhænge af, om det skal være indbygget eller fritstående. De fritstående er typisk dyrere i pris, men til gengæld er de billigere at installere, hvis det passer med afløbet. Et fritstående badekar koster typisk fra 7.000 – 8.000 kroner og op uden armatur og installation.

11 smukke bud på badekar, du kan blive inspireret af

badekar_inspiraion_indbygget_groenne_fliser_messingarmatur_

Lad valget af badeværelsesklinker omslutte dit integrerede badekar, så det glider perfekt ind i indretningen. Her giver de grønne fliser fra Madeamano og messingarmaturet fra Toni masser af karakter til det enkle emaljekar.

Foto: Mikkel Tjellesen

badekar_inpiration_fritstaaende_hotelstil_sort_

Har du masser af plads på badeværelset, så vælg et fritstående badekar, som understreger badeværelsets stil. Her skaber det sorte marmorkar en fin kontrast til det hvide rum og bidrager samtidig til stemningen af herskabelig luksus.

Foto: Mia Mortensen

fritstaaende_badekar_rundt_midten_af_rummet_

Har du masser af plads på badeværelset, så tag et modigt valg, og placér et fritstående badekar midt i rummet. Det understreger både følelsen af luksus–og så bidrager det positivt til rumfornemmelsen, når alle elementerne ikke er klinet op ad væggene.

Foto: Lynden Foss/Living Inside

indbygget_badekar_inspiration_messing_armatur_groenne_klinker

Har du allerede et badekar, der fungerer, så kan du som her nemt ændre udtrykket og skabe fornemmelsen af forandring ved at sætte nye klinker op omkring det og udskifte armaturet.

Foto: Iben og Niels Ahlberg

inspiration_badekar_klassisk_hvidt_armatur_damixa

Er du til det enkle udtryk, som aldrig går af mode, så vælg et hvidt badekar med klassisk armatur. Tilføj eventuelt mere personlighed med lækre håndklæder og en bakke til badekarret, som kan huse duftlys, bodyscrub og lækkert sæbe. Armaturet i krom er fra Damixa.

Foto: Kira Brandt

badekar_inspiration_ideer_indbygget_hoejt

Tænk kreativt i forhold til badeværelsets arkitektur, hvis du vil have et indbygget badekar. Her er karret bygget højt på grund af en faldstamme, så pladsen udnyttes – mens det samtidigt bidrager til en autentisk følelse af badehusstemning.

Foto: Anitta Behrendt

fritstaaende-badekar_inspiration_herskabsvilla

Når du vælger armatur til dit badekar, så sørg for, at materialevalg og stil går igen flere steder på badeværelset. Her binder messingdetaljerne for eksempel hele rummet sammen og tilfører samtidig et eksklusivt touch.

Foto: Ditte Capion

nedsunket_badekar_i_gulv_inspiration

Et badekar behøver ikke at være et klassisk kar! Her er det støbt direkte på gulvet, hvor den firkantede form i samspil med de karakterfulde fliser giver rummet et råt og moderne udtryk.

Foto: Filippa Tredal

badekar_inspiration_metrofliser_aquadomo_

Giv et forholdsvist enkelt badekar karakter ved at beklæde det med glaserede metrofliser, som, uden at larme for meget, giver rummet et interessant udtryk. Så er der også fri leg til at eksperimentere med vægfarven, som er noget lettere at ændre end selve fliserne.

Foto: Peter Kragballe

nspiration_til_badekar_fliser_-made-a-mano_armatur-toni_

Tænk i at udnytte rummets kroge, når du skal vælge placering af dit badekar. Badekar kommer i mange forskellige størrelser, så måske kan du som her udnytte pladsen mellem to vægge, så du både sparer kvadratmeter og får en harmonisk indbygget løsning. Fliserne er fra Madeamano, og armaturet er fra Toni.

Foto: Christoffer Regild