Entrémøbler
Entré

9 entrémøbler: kreative og smukke løsninger til din entré

Christine Agertoft / Foto: Aller Media DK 20.07.2022
Se de kreative entrémøbler til store og små entréer, og find den stil, der passer til dig og dit hjem.

Sådan indretter du en entré

Din entré er noget af det vigtigste i dit hjem. Det er den, der byder gæsterne velkommen, og det er her, du skal smide overtøj, sko og arbejdsstress, inden du træder ind i din hjemlige oase. Derfor drømmer de fleste af os om en entré med skræddersyede entrémøbler. Møbler der ubesværet skjuler alt rodet. Men sandheden er, at de færreste af os har nok kvadratmeter i entréen og nok penge til at opfylde alle ønsker. Derfor gælder det om at være kreativ og kende sine behov.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Møbler til entréen skal ofte kunne flere forskellige ting, men det er forskelligt fra familie til familie, hvilke behov man har. Har du børn, er det en god idé med et entrémøbel med indbygget bænk eller opbevaring. Bor du i en studiebolig, kan du nemt med Ikea-skohylder lave dit eget hjemmelavede møbel til entréen.

Entrémøbler med opbevaring

Lige meget hvilket udtryk du går efter, eller hvor meget plads du har (eller ikke har), så er opbevaringen altid vigtig i en entré. Dit entrémøbel skal rumme ting, som du ikke har lyst til, skal stå fremme.

Entrémøbler: Se de flotteste knager her!

9 smukke entréer med smarte entrémøbler

Vi har samlet en række smarte entrémøbler og smukke entréer, som du kan gå på opdagelse i, og som vil få dig til at se nye muligheder. Hvilket møbel du har brug for, afhænger af dine behov, og hvor mange der bruger entréen.

1: De usynlige entrémøbler

Hvis du er så heldig at have en stor entré og gerne vil skabe fornemmelsen af ro, overskud og lethed, så er hemmeligheden et stort skab med plads til alle jakker, sko og andet. Det skal være neutralt i farven, uden greb og falde så meget i et med væggen som muligt. Ved så at placere andre smukke og lette entrémøbler i rummet fjerner det fokus fra det store skab. Helhedsindtrykket bliver let og nordisk som her. Her kan du overveje at hacke dig til et entrémøbel med opbevaring, mange af Ikeas kan komme til at ligne skræddersyede entrémøbel.

Entrémøbler

Foto: Høeg + Møller

2: Den hjemmebyggede entré

Hvis du ikke er så heldig at være velsignet med en stor entré, så må du opfinde en. Måske fører din hoveddør endda direkte ind i stuen, og så gælder det om at se mulighederne. Her har den udfordring ført til en hjemmebygget vinduesvæg, der på en gang skaber et separat rum og bevarer sammenhængen med resten af rummet. En smart måde et skabe en entré.

Entrémøbler

Foto: Mette Wotkjær

3: Entrémøbel med opbevaring

Det her entrémøbel findes ikke i noget katalog, men er opstået, fordi ejerne havde nogle behov, som konventionelle møbler ikke kunne løse. Derfor brugte de i stedet entréens naturlige indhak og byggede den opbevaring, som de savnede. I kasserne forneden er der plads til huer, handsker og lignende, på hylden er der plads til sko og garderobestagen giver mulighed for at hænge overtøjet op. Hvis du vil have et endnu mere rent look, kan du også tilføje døre, der skjuler hele indhakket.

Entrémøbler

Foto: Morten Søby

4: Hjemmelavet indhak

Er din entré ikke naturligt skabt med et indhak, kan du sagtens lave et. Her har man valgt at specialbygge et skab med åben opbevaring i midten og lukkede skabe ude i siderne. Det giver et flot og strømlinet udtryk, og der er mulighed for at udstille de ting, som tilføjer rummet personlighed og skjule det rod, som man helst vil slippe for at se på.

Entrémøbler

Foto: Pia Olsen

5: Gør et billigt entrémøbel til noget særligt

Der findes næsten ikke et mere genkendeligt entrémøbel end IKEAs trones skoskab. Men bare fordi noget er billigt og tilgængeligt for enhver, betyder det ikke, at det er dårligt. Det betyder blot, at man skal være ekstra kreativ i brugen. Her har det klassiske skoskab fået et modent udtryk. 16 rum giver masser af plads til sko og et elegant look. I samspil med de fine vaser bliver udtrykket mindre studielejlighed og mere modent, stilsikkert hjem. Find dette entrémøbel fra IKEA her!

Entrémøbler

Foto: Aller Media DK

6: En entré der oser af overskud

Der findes ikke noget mere overskudsagtig end en entré, hvor der rent faktisk er gjort plads til hygge. Funktionalitet er ofte det, der bestemmer entréens udseende, så når man en sjælden gang træder ind i én, hvor hyggeelementet har vundet over praktikken, så gør det indtryk. I dette sommerhus har ejerne taget et aktivt valg om, at entréen skal være et sted, hvor der er plads til beskidte gummistøvler, røde kinder, en hyggekrog og ikke meget mere.

Entrémøbler

Foto: Camilla Hey

7: Særligt til skoelskere

Er din store passion sko? Så har vi nemlig det perfekte entrémøbel til dig! Det her gamle vitrineskab har fået nyt liv som udstillingsskab til smukke sko. Den type vitrineskab kan både findes brugt og nyt til nogenlunde fornuftige penge og så forvandles til en skoelskers paradis. Under dette hængende skab er der placeret en matchende kommode, hvor huer, handsker og andet mindre kønt kan stuves af vejen.

Entrémøbler

Foto: Birgitta Wolfgang

Se også: 10 musthaves til din entré

8: Alternative entrémøbler

Nogle gange kan det også betale sig at tænke ud af boksen, når man er på jagt efter møbler til sin entré. Fx kan en skænk sagtens fungere som skoopbevaring, hvis man tilpasser hylderne. Og kurve eller kasser kan indsættes og give plads til praktisk opbevaring af halstørklæder og handsker. Nøgler og nips kan gemmes af vejen i dekorative krukker og skåle.

Entrémøbler

Foto: Høeg + Møller

9: En opbevaringsbænk til rodet

Det er dejligt at kunne sidde ned, når man skal have sko af eller på – for nogle er det endda nødvendigt. Derfor er en opbevaringsbænk et meget praktisk møbel i entréen. Med en smuk og blød hynde kan den både bruges som siddemøbel, og så kan sædet klappes op og give plads til alle de ting, som ellers har tendens til at rode i entréen.

Entrémøbler

Foto: Morten Holtum

Mere inspiration til din entré

Se flere flotte entréer og entrémøbler i galleriet herunder …