Cedertræ pyntet op til jul med ornamenter og gaver omkring ved siden af lyseblå sofa
Tips & tricks

Den dyre juletid: Så meget ekstra bruger danskerne

Tekst: Lene Hardt Andresen Foto: Pernille Enoch 21.12.2022
Igen i år forventer danskerne at bruge flere tusinde kroner på mad, gaver og alt det andet, der hører julen til.

Den søde juletid er over os, og den 24. december nærmer sig med hastige skridt. Uanset om du er typen, der allerede har gaverne, anden og træet i hus, eller om du har udskudt planlægningen til sidste øjeblik, er det ens for alle, at julen koster mange penge.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Men hvor mange regner vi danskere egentlig med at bruge på dens strabadser?

Julen er en dyr affære

Svaret, på hvor meget vi danskere forventer at bruge ekstra i december måned, er 5.410 kroner til mad, gaver, pynt og alt det andet julesjov. Det har analyseinstituttet YouGov undersøgt på vegne af Nordea. Beløbet er en lille smule lavere end sidste års gennemsnit, hvor vi regnede med at bruge 5.477 kroner.

Så meget bruger vi på gaver

Den dyreste post i julebudgettet er uden tvivl gaverne, og det ses også på de tal, YouGov har analyseret sig frem til på vegne af Nordea. Hele 3.490 kroner regner danskerne med i gennemsnit at bruge på julegaverne.

Det er et lille fald siden sidste år, hvor vi regnede med at bruge 3.707 kroner, så meget tyder på, at vi er blevet mere bevidste om at spare – også når det kommer til gaver.

Kunne du finde på at give en genbrugsgave?

Det kan lidt over hver fjerde dansker, så der er chance for, at du finder en genbrugsgave under træet i år. I aldersgruppen 18-29 år er det hele 39 procent, der planlægger at købe en brugt gave.

Kilde: YouGov for Nordea

Så meget bruger vi på alt det andet

Julen er en dyr tid, og det er ikke kun gaverne, der er en ekstra udgiftspost. Vi bruger nemlig også flere penge på mad, pynt og arrangementer i december end i årets andre måneder. Det løber i gennemsnit op i 1.920 kroner for den gængse dansker, hvilket er knap 150 kroner mere end sidste år.

Alt i alt bliver det til en temmelig stor sum penge, der kan presse budgettet og juleglæden. Den høje inflation, vi oplever for tiden, gør, at pengene ikke rækker lige så langt, som vi hidtil har været vant til. Derfor kan det måske føles som om, at du forsøger at spare penge i forhold til sidste år, uden at du reelt gør det.

Hvis du trænger til inspiration til, hvordan du kan spare penge i den dyre julemåned, finder du vores bedste tips og tricks i artiklen herunder.