paradistræ stort
Stueplanter

Guide til paradistræ - 5 tips til pasning

af Anita Banner 4.03.2022
Foto: Mette Wotkjær og Pernille Enoch.
Paradistræet ses ofte som en fin, lille sukkulent i de danske stuer, men vidste du, at den kan vokse sig stor og træagtig med den rette pasning? Få de bedste tips og guide til pasning af paradistræ her!

Denne artikel indeholder sponsorerede links.

Paradistræ går under flere navne, og du kender måske også planten som pengetræ. Træets latinske navn er Crassula ovata, og selvom træet stammer fra Sydafrika, er det blevet en populær indendørsplante verden over.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Paradistræet er en sukkulentplante, som er kendetegnet ved sine fyldige, mørkegrønne blade. Du har måske oftest set den som mindre potteplante, men paradistræet kan faktisk vokse sig imponerende stort og endda blomstre med fine, lyserøde og hvide blomster med den rette pasning.

lille paradistræ

Som udgangspunkt er paradistræet nemt at passe, men selv de nemmeste planter kan lide overlast. Nogle oplever f.eks. at paradistræet taber sine blade, men med den rette pasningsguide kan paradistræet blive så gammelt, at det kan gå i arv i generationer. Derfor får du her 5 tips til dyrkning af paradistræet.

Guide til pasning af paradistræet

1. Undgå træk til paradistræet

Noget af det, der gør paradistræet nemt at passer er, at det trives under et bredt spektrum af temperaturer. Paradistræet tåler op til 30° og ned til 0°, men træet kan ikke tåle frost.

Dit paradistræ kan derfor godt tåle de lidt køligere temperaturer, der er i boligen om vinteren. Det vigtigste er nemlig, at planten får direkte lys. Sørg dog for at holde den væk fra træk. En placering i en vindueskarm med jævnlig udluftning i de kolde måneder er derfor ikke optimal. Planten er heller ikke glad for at stå over en varm radiator.

2. Drænet jord og gødning

Ligesom andre sukkulenter og mange stueplanter i øvrigt har et paradistræ brug for veldrænet jord for at trives. Du kan købe jord til formålet, eller du kan blande almindelig pottemuld op med grus, leca eller lignende for et godt dræn. Du skal kun gøde planten om foråret og om sommeren, hvor den er i vækst. Giv den gødning ca. hver tredje uge. Undgå at gøde paradistræet om vinteren.

3. Giv dit træ masser af lys

Paradistræ tilhører sukkulentgruppen, som er tilpasset varme områder og ofte er udsat for tørke. De har brug for meget og direkte lys – ikke mindst om vinteren, når det naturlige lys er begrænset. Find derfor dit hjems lyseste sted til dit paradistræ.

4. Vand paradistræet med måde

Det er en fordel at lade jorden tørre ud mellem hver vanding, da et paradistræ endelig ikke må soppe i vand. Om vinteren skal du vande endnu mindre, da lyset er mere sparsomt og luften tør indenfor. Mærk efter med en finger, om jorden er tør i potten, inden du vander. Sørg for at vande planten om morgenen, så overskudsfugten kan nå at løbe af, inden det bliver nat. Ellers kan paradistræet udvikle bakterievækst i rødderne. Rynkede eller bløde blade er i øvrigt et tegn på, at planten mangler vand, ligesom den taber bladene ved vandmangel.

5. Beskær og ret træet op

Et paradistræ kan dog godt have en tendens til at få en skæv vækst efter nogle år. Vil du rette op, skal du ikke være bange for at tage fat, for planten tåler beskæring. Klip blot de lange, skæve stængler af, og planten vil få en mere lige vækst.