Udnyt efterårets gyldne blade og kulørte bær i dejlige buketter og kranse. Vi har kreeret dekorationer, som vil tørre smukt ind, efterhånden som efterårets guld bliver afløst af vinterens forfald.
Her kan du se, hvordan du laver en smuk krans med hortensia og mariebær. I galleriet nederst i artiklen i giver vi inspiration til flere fine efterårsdekorationer.
Mere inspiration: Brug frøstande i skønne dekorationer
Krans med hortensia og mariebær (øverst)
Det skal du bruge:
- Hortensia
- Stilke med frøkapsler fra benved
- Stilke med mariebær
- Myrtetråd
- 1 færdigkøbt ståltrådskrans, Ø ca. 25 cm
- Visne blade
Sådan gør du:
- Pluk hortensiaen i mindre buketter. Klip af stilkene på bærrene, så der er ca. 7 cm stilk tilbage.
- Vikl myrtetråden et par gange om kransen, så den sidder fast. Læg et blad på kransen, og vikl myrtetråden om krans og blad. Tag så en lille buket hortensia, og læg den ind over bladets stilk. Vikl igen med myrtetråden.
- Tag ca. 5 stilke mariebær, læg dem hen over hortensiaernes stilke, og vikl dem fast. Tag så 1 vissent blad, og vikl det på kransen.
- Tag til sidst 4 stilke benved, og vikl igen med tråden. FOrtsæt denne måde og i denne rækkefølge kransen rundt. Afslut med at vikle tråden om kransen et par gange, og hæft den fast.
Se flere smukke efterårskranse- og buketter i galleriet:
Fine dekorationer med efterårsbær- og blade


Fra venstre: rosa snebær, hvide snebær, mariebær, bær fra liguster, frøkapsler fra benved og hyben.


Efterårets gyldne farver er også smukke sammen med støvede nuancer af lilla, rød og pink.
Her ses en stor buket med roser, hortensia, hybengrene, brombær, lyng, snebær og kantet med blade fra kamæleonbusk, Actinidia kolomikta.


Lav en fin krans med havtorn, ildtorn og blomstrende efeu.


Du skal bruge:
- Mariebær
- Lyng
- Roser
- Rosa/lilla snebær
- Hyben
- Frøkapsler fra benved
- Bær fra liguster
- Blomsterskærme fra efeu
Desuden: 1 stykke vådt køkkenrulle, 1 lille plastikpose, 1 elastik, 1 stykke papir med gammel skrift, fx fra en bog, 2 forskellige sløjfebånd.
Sådan gør du:
- Rens alle blomster og bær for blade og sideskud et godt stykke op ad stilkene. Saml nu de forskellige materialer i hånden. Sørg for, at buketten får et varieret udtryk - nogle af bærrene må gerne stikke op over buketten.
- Klip stilkene til, så de er lige lange forneden. Fold den våde køkkenrulle om stilkene, og stik dem ned i den lille plastikpose. Vikl elastikken om posen, så den sidder fast.
- Kram papiret med den gamle skrift let i hænderne, og fold det om buketten, så det ser lidt skødesløst ud. Bind de 2 stykker sløjfebånd om papiret i en knude, og buketten er klar til en heldig modtager.


Har du et lille havebord, kan du pryde haven med en smuk dekoration.
Vi har fyldt en stor kurv med en gren fra en hybenbusk, grene med frøkapsler fra benved, liguster, hyben, snebær og forskellige visne stængler med blade. Enkelt, men med stor effekt!


Til denne krans har vi samlet kviste, blade og tørrede blomster og bundet små buketter af dem. Herefter er buketterne sat på en krans af ståltråd.
Sørg for, at ståltrådskransen dækkes helt, og bind til slut et bånd i den, så den kan hænge.


I denne fine, enkle krans har vi brugt de små søde paradisæbler fra haven sammen med sankthansurt, tørrede hortensia og efterårsblade.
Fine dekorationer med efterårsbær- og blade
Se også: Guide til kønne efterårskranse