Buketter & kranse

DIY med snebær: 5 fine ideer

Af Bente Halkjær 2.12.2019
foto Tia Borgsmidt
Det er hyggeligt at binde smukke julekranse og buketter. Og når nu snebærrene står så smukke i haven, er det jo oplagt at bruge dem. Her deler vi fem af vores fine ideer. God fornøjelse!

Bind en krans af snebær

Materialer:

  • Kraftig ståltråd
  • Blomstertape
  • Blomstertråd
  • Revling
  • Snebær
  • Kviste med lav

Fremgangsmåde:

  • Form en krans i den ønskede størrelse i kraftigt ståltråd, for eksempel 10 cm i diameter.
  • Sno blomstertape rundt om kransen.

Se her, hvordan du binder en smuk adventskrans med orkidéer og lavendel

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

  • Vikl blomstertråden nogle gange om kransen, så den er fastgjort.
  • Klip plantematerialet til med ca. 3-4 cm lange stilke.
  • Saml 5-6 planter i et lille bundt og bind det til kransen.
  • Bind herefter 1-2 kviste til kransen ad gangen.
  • Lav en usynlig samling ved at skjule de sidste stængler under det lille bundt, du startede med at binde til kransen.
  • Hæft enden af blomstertråden ved at sno den rundt om kransen nogle gange, inden du klipper den af.

Bind en rustik julebuket

Du kan binde en vidunderlig buket ved at mixe hvide og rosa snebær med fyrregrene samt grene med lav. Buketten vil holde sig flot i lang tid, men husk at skifte vandet i vasen hver dag.

TIP Det er også flot at mixe snebær med grene med lærkekogler. Spray dem evt. med guldspray, og lad dem være gyldne glimt i buketten.

Snebær som pynt på gaven

Brune papirposer er perfekte til kalendergaver og andre mindre pakker. Du kan gøre indpakningen særlig fin, hvis du binder en grov snor eller et bånd om posen og pynter med en lille klokke samt seks-syv snebær, der er trukket på en grøn revlingekvist.

Dørkrans med snebær og kogler

DET SKAL DU BRUGE: Snebær • Fyrregrene • Kviste med lav • Ståltråd • Kogler • Halmkrans • Vindseltråd • Bånd • 2 knappenåle

SÅDAN GØR DU:

  • Klip plantematerialet til, så stilkene er 3-4 cm lange.
  • Vikl ståltråd rundt om bunden af koglerne, og lad et stykke hænge, der kan fungere som stilk.
  • Sno vindseltråd omkring kransen, så den er fastgjort. Bind 1-2 kviste og/eller kogler til kransen ad gangen, indtil ca. 4/5 er dækket.
  • Hæft vindseltråden ved at sno den nogle gange om kransen.
  • Bind bånd rundt om resten af halmkransen – båndets ender fastgør du til kransen med knappenåle.
  • Bind til sidst bånd i kransen, så du kan hænge den op.

TIP Hvis du ønsker en slankere krans, kan du erstatte halmkransen med en ring af kraftig ståltråd.

Bordpynt med snebær

Det ser sødt ud, hvis du sætter en lille buket med snebær og revling ved hver kuvert, når der skal gøres noget ekstra ud af borddækningen. Derudover kan du drysse lidt snebær ud på dugen.

TIP Lad gerne vaserne være forskellige – små glas er også velegnede til buketter. Du kan f.eks. bruge snapseglas.