Tag en hvilken som helst beholder, og gør den til en spændende og sjov ny potte. Forvandlingerne tager ikke mere end 20 minutter.
Dåser er geniale at så, prikle og plante små blomster i. Desuden har konservesdåser den fordel, at de ikke så nemt går i stykker, når de blæser omkuld udenfor. Begynd med at skylle dem i varmt vand, så limen på etiketterne opløses. Herefter kan du pille etiketterne af. Vask eventuelle limrester af med en skuresvamp. Tør dåserne, og bor altid et hul i bunden, så vandet kan løbe fra.
Vil du gerne give din konservesdåsepotte et mere feminint udtryk, kan du beklæde den med tapet. Husk at lakere den, så den kan tåle at blive våd.
Trin 1
Lav dræn i din potte ved først at slå hul i bunden af dåsen med en hammer og en skruetrækker eller ved forsigtigt at bore et hul med en boremaskine.
Trin 2
Mål dåsens højde og omkreds, og klip papiret eller tapetet derefter. Lim papiret fast med en god kraftig lim, og lad det tørre med et par elastikker omkring.
Trin 3
Laker dåsen (kun den del med papir), og lad den tørre til dagen efter. Så er potten klar til brug.
Tip
Du kan også bruge klistermærker i stedet for papir på dåsen. Så slipper du for at måle, klippe og lime.