Inspiration: Pynt op med naturens skatte

Kogler, grene og mos er nogle af naturens skatte, som både pynter i naturen og også fint kan pynte i boligen som dekorationer og ophæng. Det gode ved materialer fra naturen er, at de passer ind i stort set alle slags hjem - lige fra den moderne til den klassiske bolig.
 
 

Sådan pynter du op med naturens skatte

 
Naturlige materialer giver dit hjem et rustikt udtryk, og så er de et fint supplement til papir-, porcelæn- og glaspynt. Materialerne er ideelle at lave fine efterårs- og juletableauer af, så brug dem til simple opstillinger i efteråret, som du evt. kan lade stå helt til jul, hvor du kan pifte dem op med julepynt i dine yndlingsfarver.
 
Gå en tur i haven eller skoven, og saml, hvad du kan finde af materialer, der vil kunne pynte i dit hjem. Men husk, at man i skoven kun må samle, hvad der svarer til en almindelig bærepose. Det burde nu også være rigeligt til at lave et dekorativt stilleben.

Lærkegrene i vase

Lærkegrene er særligt dekorative, fordi de små kogler sidder helt tæt sammen. Sæt nogle lange lærkegrene i en høj vase, og hæng få rustikke ornamenter på dem. Læg også en fyrregren på bordet sammen med nogle store kogler.
Foto: Frederikke Heiberg.
 

Lys efterårsboligen op

Lav en naturlig lysestage af en tyk gren med bark, som du udhuler, så der er plads til et fyrfadslys.
Foto: Martin Sølyst.
 

Krans af grene

Vikl nogle bøjelige grene lidt tilfældigt til en oval krans, og bind dem sammen. Hæng en snor i, og pynt den med stjerner eller anden dekorativ pynt. Denne kan både bruges indendørs og som dørkrans.
Foto: Lena Staal.

 

Ophængt gren

Har du en nedfalden gren i din have, er der ingen grund til at smide den ud. Alt fra æblegrene til troldegrene kan bruges. Klip vildfarende grene af, så den får en passende form, og hæng den op i loftet, fx foran et vindue. Pynt den med papir- og glasornamenter, som du kan variere, alt efter hvilken årstid det er.
Foto: Iben Ahlberg.
 

Lysestage af bark

Birkebark er noget af det smukkeste, fordi det changerer i hvid og sort. Bræk et stykke bark af, bor huller i til lys, og lad den pynte i vindueskarmen i efteråret.
Foto: Lene Samsø.
 

Snehvidt vinterlandskab

Her har vi malet en spiræagren med hvid spraymaling og pyntet den med ornamenter og en lyskæde. Det skaber en stemning af et fint vinterlandskab.
Foto: Jes Buusmann.
 

Alt godt fra naturen

Tag en tur på stranden for at se, om du kan finde noget fint drivtømmer og nogle hulsten. Hæng grenen på en snor, vikl natursnore omkring fjer, hulsten og dekorative pinde, og hæng det hele op på væggen.
Foto: Lene Samsø.
 

Koglerier

Hæld kogler i forskellige størrelser i en glaskuppel, og vend den på hovedet. Det er fin pynt, der kan stå fremme hele året.
Foto: Lene Samsø.
 

Blødt underlag

Tag ud i skoven, og saml en masse lav, mos og grene, der kan samles til en fin krans. Sammen med fade, vaser og lysestager af messing giver det stuen et eventyrligt udtryk.
Foto: Liselotte Plenov.
 

Tolv lys på et bord

Saml flere høje lysestager i en klynge, og sæt nogle grene med kogler og lav i høje glasvaser, som du stiller mellem lysene. Det skaber en magisk stemning på spisebordet.
Foto: Martin Sølyst.
 

Dæk op til jul

En af de bedste måder at imponere sine gæster på er ved at dække et fint julebord. Her har vi pyntet hver tallerken med en kogle, en fyrregren og et træornament.
Foto: Pernille Enoch.
 

En grøn gave

En gave bliver så meget finere med en lille, grøn gren fra haven. Så forkæl dine nærmeste med en gave, der er pakket ind i neutralt papir og med en kvist fra naturen.
Foto: Kira Brandt.
 

Pynt fra skovbunden

Det behøver ikke være tidskrævende at lave fine opstillinger. Her har vi stillet tre krukker på et fad og pyntet med kogler. I to af krukkerne har vi plantet sukkulenter, og i den tredje står et lys. Alle krukker har vi stoppet med grøn mos, der skaber en fornemmelse af skovbunden.

Foto: Kira Brandt.