DIY-guide: Upcyclet vase
DIY

Nemt DIY-trick: Sådan upcycler du en glasvase med neglelak

af Therese Grønborg Steffensen. Redigeret til web. Foto: Pia Winther. 4.03.2022
Du er kun to ting og lidt kreativ udfoldelse fra at få en helt ny vase. Eller i hvert fald det, der ligner. Her får du den nemmeste DIY-guide til at upcycle en gammel vase.

Glæder du dig også til, at grøftekanten igen begynder at blomstre? Så gør dig klar til den spirende sæson med en upcyclet vase – det perfekte match til forårets friske buketter.

Det skal være nemt og billigt at upcycle gamle sager, og det er bestemt tilfældet for dette lille projekt. Du skal kun bruge to ting, som du sikkert allerede har derhjemme: en glasvase og neglelak.

Det virker næsten for nemt til at være sandt, men med neglelak kan du give en gammel vase et flot, festligt og farverigt konfetti-look. Følg den super nemme DIY-guide lige herunder!

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Sådan upcykler du en gammel vase med neglelak:

Selv hvis du ikke har en glasvase eller neglelak i dine ønskede farver, kan du købe det super billigt. Og så er det bare af finde vase og neglelaksrester frem og slippe kreativiteten løs!

Det skal du bruge til at upcycle en vase med neglelak:

  • Glasvase

  • Neglelak

Sådan upcycler du en vase med neglelak:

  1. Find en vase frem fra bagerst i skabet, eller skaf en vase for billige penge i diverse genbrugsbutikker eller som os, der har købt vasen i Ikea.

  2. Udvælg den eller de farver neglelak, du vil bruge. Her er det kun fantasien, der sætter grænser.

  3. Vi har lavet små og større strøg med neglelakspenslen i et spættet mønster rundt om hele vasen – dog ikke helt op til kanten.

  4. Laver du en grim plet, kan du altid tørre den af igen med neglelakfjerner.

  5. Lad til slut vasen med neglelak tørre.

TIP: Ønsker du en marmoreffekt på vasen, kan du dryppe flere farver neglelak ned i en balje med vand og derefter vende vasen forsigtigt ned og rundt i baljen. Neglelakken lægger sig automatisk og laver et marmormønster på vasen, når du tager den op.