Strikkeopskrift af Molly Egelind: Vest og sweater
Vesten her er flot og stilet samtidig med, at den er komfortabel at have på. Der er forskellige typer af snoninger i designet, så den er god at strikke for dig, der synes, dét er sjovt.
JaneVesten kan også strikkes som en sweater, og du får begge opskrifter her.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Strikkeopskrift: JaneVesten/JaneSweateren af Molly Egelind
Info
- Størrelse: S (M) L (XL) XXL
- Overvidde: 92 (100) 108 (116) 124 cm
- Hel længde: 56 (57) 58 (59) 60 cm
- Garn: Mayflower Molly Fine (100 % uld; 100 g = ca. 135 meter)
- Garnforbrug: Vest: 6 (6) 7 (7) 8 ngl, fv 09
- Sweater: 8 (8) 9 (9) 10 ngl, fv 18
- Vejledende pinde: Rundpind 6 mm (60 og 80 cm), rundpind 7 mm (40 og 80 cm) og strømpepinde 6 mm
- Strikkefasthed: 14 m og 19 p på p 7 mm = 10 x 10 cm
Blusen/Vesten starter på rundpind forneden med ribben, arb deles og hver del strikkes færdig hver for sig. Derefter samles m op langs siden, og der strikkes en dobbeltrib på.
Blusen: Herefter strikkes der videre ned i ærmet.
Du finder strikkediagrammet til vestens mønster her: JaneVesten af Molly Egelind.
Ryg og forstykke
Slå 130 (140) 150 (160) 170 m op på rundp 6 mm (80 cm), og strik 9 cm rib (1 r, 1 vr). Tag på sidste omg ud jævnt fordelt til 148 (156) 168 (176) 188 m. Del arb med 74 (78) 84 (88) 94 m på hver del.
Ryg
Ryggen strikkes nu frem og tilbage: Skift til rundp 7 mm (80 cm), og inddel således: 1 kantm, 4 (6) 9 (11) 14 vr, 64 m mønster efter diagram, 4 (6) 9 (11) 14 vr, 1 kantm. Strik lige op, til arb måler 54 (55) 56 (57) 58 cm.
Nu lukkes til for de midterste 26 (28) 28 (30) 30 m til halsudskæring, og hver side strikkes færdig hver for sig. Luk yderligere ved halssiden for 1 x 2 m. Når arb måler 56 (57) 58 (59) 60 cm, hviler de resterende m.
Strik den anden side på samme måde, blot modsat.
Forstykke
Forstykket strikkes som til ryggen, til arb måler 48 (48) 49 (50) 50 cm. Nu lukkes de midterste 16 (18) 18 (20) 20 m af til halsudskæring, og hver side strikkes færdig hver for sig. Luk yderligere ved halssiden for 2-2-1-1-1 m (gælder alle str.). Når arb måler 56 (57) 58 (59) 60 cm, hviler de resterende m. Strik den anden side på samme måde, blot modsat.
Skuldre
Strik skuldermaskerne sammen: Læg ryg og forstykke ret mod ret, tag en 3. pind og strik maskerne sammen 2 og 2, og luk af.
Halskant
Strik ca. 78 (82) 82 (86) 86 m op med rundp 6 mm (60 cm) langs halsudskæringen. Strik rib (1 r, 1 vr), men på 1. omg strikkes de 12 snoningsmasker midt for og midt bag således: 2 r sm, 1 vr, 2 r sm, 1 vr, 1 r, 2 vr sm, 1 r, 2 vr sm. Strik rundt, til halskanten måler 9 cm. Luk af.
Buk halsribben om på vrangen, og sy til.
Ærmekanter
Strik med 126 (130) 134 (138) 142 m op med rundp 7 mm (80 cm) langs den ene side, spring hver 3. p over. Strik 9 cm rib (1 r, 1 vr). Nu strikkes kanten dobbelt ved at strikke kanten fast til opsamlingskanten. Stik ind i masken og ned i opsamlingskanten, og træk tråden igennem begge masker. Er det vesten der strikkes, lukkes maskerne af samtidig med, og er det blusen, fortsættes som nedenstående.
Strikket sweater med bølgemønster
Sweater
Markér omg’s start nederst ved ribben, og strik 1 omg ret.
Vend vrangen ud af blusen, maskerne ligger ret mod ret, tag en 3. pind og strik maskerne sammen 2 og 2, og luk af, i alt:
2 x 31 = 31 m på forstykke og 31 m på bagstykke
(2 x 32) = 32 m på forstykke og 32 m på bagstykke
2 x 33 = 33 m på forstykke og 33 m på bagstykke
(2 x 34) = 34 m på forstykke og 34 m på bagstykke
2 x 35 m = 35 m på forstykke og 35 m på bagstykke
Den sidste m, når der er lukket af, + de resterende m = 65 (67) 69 (71) 73 m tilbage. Sæt disse m over på rundp 7 (40 cm), og strik ærmet.
Ærme
Strik rundt i glatstrikning, marker den midterste m under ærmet. På 6. omg strikkes indtagninger således: 1 r = markeret m, 2 r sm, strik ret, til der mangler 2 m, 2 dr r sm. Gentag disse indtagninger på hver 6. omg, til ærmet måler 38 (39) 40 (41) 42 cm. Skift til strømpepinde 6 mm og rib (1 r, 1 vr), men tag på 1. omg ind jævnt fordelt til 28 (30) 30 (32) 34 m. Når ribben måler 9 cm, lukkes der af.
Strik den anden ærmekant og det andet ærme magen til.