Hæklede vatrondeller
Strik & hækling

Trin for trin-video: Hæklede vatrondeller

af Thea Lind Thomsen 1.01.2023
De fleste bruger mange vatrondeller hver dag, og det er en stor belastning for miljøet. I stedet kan du hækle søde, genanvendelige rondeller, som du kan vaske og bruge igen og igen. Vi viser dig, hvordan du gør - trin for trin.

Klassiske vatrondeller bliver af mange brugt i stor stil, men det er et enormt spild, for produktionen af dem forurener miljøet. Samtidig smides rigtig mange af dem i toilettet, og det er hverken godt for vores afløb eller vandløb.

Derfor er det en god idé at tænke i mere miljøvenlige alternativer. Har du en rest bomuldsgarn, kan du trylle den om til en hæklet rondel, som du kan bruge til at fjerne makeup og snavs fra ansigtet med – igen og igen. Blot du vasker den en gang imellem.

Selvom du ikke er meget øvet i at hækle, kan du roligt kaste dig ud i dette lille hækleprojekt. For det er både nemt og hurtigt, når du først har fundet fidusen. Efter lidt øvelse kan du snildt nå at hækle nogle stykker i løbet af en aften. Lav en god, stor stak, du kan have liggende på badeværelset.

Det skal du bruge til hæklede vatrondeller

  • 1 nøgle bomuldsgarn (1 nøgle rækker til fem-seks rondeller)
  • 1 hæklenål i størrelse 4.0 mm
  • 1 nål til at hæfte med
  • 1 saks

Sådan hækler du en vatrondel

  1. Lav 1 magisk ring.
  2. Hækl 8 fm i den magiske ring, og afslut med 1 km.
  3. Lav nu 1 puff-maske i hver maske fra forrige runde, hvor du slår garnet om nålen tre gange, så du ender med at have 7 løkker på nålen. Træk garnet igennem de 7 løkker. Slå garnet omkring nålen, og træk det igennem den ene maske, der er tilbage på nålen. Fortsæt runden ud, og afslut med 1 km.
  4. Lav nu 1 puff-maske i første mellemrum og 2 i næste. Fortsæt skiftevis runden ud, og afslut med 1 km.
  5. Lav 2 puff-masker i første mellemrum og 1 i næste. Fortsæt skiftevis runden ud, og afslut med 1 km.
  6. Lav 1 lm, og hækl fm i alle masker fra forrige runde. Hækl i alt 2 runder som denne.
  7. Afslut med 1 km, når du er nået hele vejen rundt. Klip garnet, og træk det igennem løkken.
  8. Hæft de 2 ender med en nål.

Hækl så løst som muligt, da det gør det nemmere at manøvrere.

TIP: Det er en god idé at vaske de hæklede rondeller, inden du bruger dem.

Se, hvordan du hækler vatrondellerne i videoen:

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.