Havekalender | Uge 25
Uge 25 byder på lidt af hvert — ud over at sommeren selvfølgelig skal nydes, så er det tid til beskæring og tid til at sanke. Her får du ugens havetjekliste.
Tilbage til oversigten: Isabellas’ havekalender.
INSPIRATION TIL GØREMÅL I HAVEN | UGE 25
Tjeklisten:
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
- Puds rododendron
- Høst sommersquash
- Beskær blomstrende buske
- Pluk hyldeblomster
- Hent gratis gødning på stranden
Puds rododendronen
Fjern de visne blomster på havens rododendron, så bruger busken kræfterne på at forberede næste års blomstring frem for at sætte frø. Pas på ikke at beskadige de to grønne knopper lige under den visne blomsterklase. Du kan give busken sæsonens sidste gang gødning nu.
Høst squash løbende
Sommersquash sætter mange frugter lige nu, og de vokser hurtigt. Høst dem løbende, selv om du måske ikke skal bruge dem med det samme. Ellers vil planten satse på at udvikle én eller nogle få kæmpefrugter og smide alle de mindre squash, inden de når at udvikle sig til spiseklare frugter.
Sådan dyrker du græskar
TIP: Husk at squashplantens blomster også kan spises. Prøv dem rå, farserede eller dyppet i pandekagedej og friturestegt.
Beskær blomstrende buske
De fleste forårsblomstrende buske som fx forsythia kan beskæres, lige så snart blomsterne er falmet. Beskær de grene, der har båret blomster, så busken får en harmonisk form og ikke fylder alt for meget. Den vil sætte nye, blomstrende skud igen næste forår.
Guide: Beskæring og beskæringstidspunkter
Pluk hyldeblomster
De smukke, blomstrende klaser smykker hyldetræerne. Pluk dem og brug dem til hyldeblomstsaft. Kom eventuelt en håndfuld snittede rabarber ned til hyldeblomsterne, det giver en skøn smag og en let rosa farve. Hyldeblomsterne kan også dyppes i tyk pandekagedej og frituresteges, de spises varme drysset med flormelis.
Nem og lækker hyldeblomstsaft
Hent gratis gødning på stranden
Tag en tur på stranden og saml tang, det er meget velegnet som gødning og jorddække i bedene. Især asparges elsker tang. Det er meget vigtigt, at tangen skylles ren for salt, inden den lægges ud i bedene, da salt kan skade planterne.