Sådan planter du i store krukker og kar
Bede & græsplæne

Guide: Plant i store krukker og kar

Af Kenn Römer-Bruhn og Anita Banner. 29.04.2022
Foto: Kenn Römer-Bruhn
Store, beplantede krukker og kar kan noget helt særligt. De skaber rum, dybde og får farverne op i højden. De er desuden praktiske for dig, der ikke har plads til store blomsterbede. Se her, hvad du skal vide, før du planter dine kar til.

Har du ikke en stor have med plads til blomsterbede, kan du i stedet etablere et lille bed i en stor krukke, kurv, fad eller kar. Vi guider dig til store planter og et miks af stauder og småbuske, du kan bruge til formålet.

Beplantninger i store krukker og kar

Fordele ved store blomsterkummer:

Store krukker skal vandes mindre

Når du planter i krukker, skal du være opmærksom på, at planterne skal vandes oftere end i haven, da jorden hurtigere tørrer ud. Dog kan du nemmere få planterne til at trives i kæmpekrukker end i små, da de store mængder jord holder bedre på fugten. Husk et godt dræn i bunden, så overskydende vand kan løbe ud i perioder med meget regn. Du kan også lægge lecakugler eller lignende i bunden som dræn.

Placeringen er let at justere

En af de helt store fordele ved store plantebeholdere er, at man kan dyrke minitræer og bærbuske i dem. Husk dog at tænke over placeringen i haven, på terrassen eller altanen, inden du går i gang med at plante. Når først en stor beholder er fyldt med tung jord, kan den være meget svær at flytte. Så vælg en placering i sol/skygge, der passer til plantens behov.

Sæsonen kan strækkes

Når du planter en stor krukke til, kan du sagtens betragte den som et rigtigt bed. Dvs. at du kan sørge for at planlægge krukken, så den f.eks. har løgplanter om foråret og blomstrende stauder om sommeren og efteråret. Du skal blot sørge for, at planterne har samme krav til jord, sol og skygge. Plant f.eks. ikke surbundsplanter som rododendron i samme krukke som roser, der kræver meget gødning.

TIP: For at opretholde den smukke blomstring kan du løbende give en god, organisk plantenæring og fjerne visne blomster.

Beplantning i store krukker

Store krukker fyldt med feminine farver

I krukken er der plantet hortensia, Hydrangea yesonensis ‘Brander Robert’, der får lyserøde halvskærme og blomstrer i juli-august. Den er oplagt som solitær plante i en stor krukke eller med selvskab af mørkløvede stauder og græsser. Hortensia sætter pris på en placering i halvskygge i en god fugtig og veldrænet jord.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Beplantninger i store jernkar

Rustfarvede kar fyldt med brændte farver

Denne kumme af jern er plantet til med den smukke amerikansk blærespirea, Physocarpus opulifolius ’Amber Jubilee’, som er placeret bagest og dermed danner en fin baggrund med sine ravgule og orange farver. I forgrunden ses røllike, Achillea millefolium ‘Sassy Summer Sunset’, som har smukke brændte farver, der matcher purpursolhat, Echinacea 'Orange Skipper'.

Stor plante-kurv fyldt med blomster

Tilplantede plantekurve

I den store kurv og i en af krukkerne er der plantet montbretia, Crocosmia ’ Scorchio’. Det er en 70 cm høj kompakt staude med grønne, sværdformede blade. De orangegule blomster viser sig i juli-august og er nærmest selvlysende. Denne sort har lille, fin, rød stribe. For at give lidt modspil til de kradse orange farver er der placeret en violet salvie, Salvia ’Amistad’. Begge arter skal placeres i sol i veldrænet krukkemuld.