Guide: Hold liv i din kaktus

Den smukke og hårdføre kaktus har indtaget pladsen i mange vindueskarme de seneste år. Og med rette! 
Kaktus er nemlig forholdsvis nem at passe på, og kan blive meget gammel, hvis man giver den de rette forudsætninger for at trives i hjemmet.  

Sådan plejer du din kaktus 

  • Giv din kaktus en masse lys, så bliver den flot og kompakt. For lidt lys gør, at planten bliver tynd og bleg. Sæt gerne din kaktus på en sydvendt placering, det har den kun godt af.
  • Du vander bedst din kaktus ved at lade jorden tørre næsten helt ud og så gennemvande den, frem for at vande oftere med en mindre mængde vand.
  • I sommerhalvåret skal kaktussen vandes en til to gange om ugen. Fra 1. oktober går kaktus i væksthvile, og man skal derfor skære ned på vandingen. Om vinteren skal kaktussen kun vandes, hvis den er lille og står et lunt sted med tør luft. Mærk efter, om jorden er helt tør. Hvis det er tilfældet, så giv kaktussen lidt vand.
  • Kaktus kræver ikke meget næring. I vækstsæsonen forår til efterår kan du give lidt flydende gødning, samtidig med at du vander. Opløsningen skal kun være halvt så stærk som anbefalet for andre stueplanter.
  • Jorden, kaktussen står i, er altafgørende for dens trivsel. Brug en porøs, gerne sandholdig jord for at give luft til rødderne, og undgå overvanding. Du kan også købe særlig kaktusjord.

Få din kaktus til at vokse 

Din kaktus bør ompottes hvert andet-tredje år, hvis du gerne vil have, at den vokser sig større.

Tip
Nogle kaktus klarer sig bedre, hvis de podes på en anden kaktus, der har et stærkere rodnet - gerne af samme slægt. 

Vær varsom, når du skal ompotte din kaktus.
Tornene er for det meste ikke farlige, men kan være ubehagelige. Brug en lang pincet eller et par læderhavehandsker, når du skal flytte planten. Større kaktus med lange torne kan forsigtigt vikles ind i et håndklæde, som kan bruges til at holde planten med.
Når du har fået planten og rodnettet op, fjerner du lidt af den gamle jord fra rødderne og sætter planten i den nye potte.
Efterfyld med kaktusjord, og giv den godt med vand.

Kaktus som nytteplante 

I gamle dage brugte indianerne de kugleformede Ferocactus kaktus til fiskeri, da deres pigge kan blive hårde som søm og bøjer ligesom en fiskekrog. 
Af samme grund kaldes Ferocactus også for fiskekrogskaktus.