Guide: Det skal du gøre ved flåtbid
Skovflåter er små blodsugende mider - ej at forveksle med tæger. Flåtens størrelse og udseende afhænger af dens alder og om, hvorvidt den lige har suget blod. Den kan bide sig fast i alle slags dyr og mennesker. Og selvom et flåtbid i langt de fleste tilfælde er ufarligt, kan flåter være bærere af infektioner, som de kan overføre til den, de suger blod fra. Derfor skal du altid fjerne flåten, så snart du opdager den.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Hvad gør man ved flåter?
Flåten sidder i fugtig vegetation og venter på, at mulige værtsdyr kommer forbi, så de kan sætte sig fast og suge blod. Den sætter sig gerne fast, hvor der er varmt, fugtigt, og hvor huden er tynd. Det kan være i læggene, knæhaserne, armhulerne og lysken. Hos børn kan du finde dem i hovedbunden og bag ørerne. Og hos hunde og katte sætter de sig ofte i nakken.
Som unge er flåter små og mørke i farven, så bliver de mere brune og til sidst, når de har suget blod, er de næsten helt grå, og deres bagkroppe er helt udspilede.
Det skal du gøre ved flåtbid
- Fjern flåten hurtigst muligt med en pincet eller med neglene – træk eller vrid den langsomt ud. Det er ikke farligt, hvis der sidder noget af hovedet tilbage i huden, bare du får bagkroppen ud. Resten vil falde ud af sig selv i løbet af et par dage.
- Undgå gamle husmoderråd om at smøre flåten ind i smør osv., da det kan gøre det sværere at få flåten ud.
- Vask såret med vand og sæbe.
- Det er normalt at opleve irritation, rødme og kløe i forbindelse med flåtbid. Det skal dog blive bedre med tiden, så hvis tilstanden forværres, skal du søge læge.
Sådan forebygger du flåtbid
- Bliv vaccineret mod flåt-sygdomme, hvis du skal opholde dig i udsatte områder i længere tid - det kan fx være i dele af Sverige, på Bornholm, i Central- og Østeuropa og Rusland. Læs mere om udsatte områder her.
- Når du skal opholde dig i tætbevoksede naturområder, så brug støvler, lange bukser og langærmede trøjer.
- Tag lyst tøj på, så flåter er nemmere at få øje på.
- Tjek altid for flåter på kroppen, når du har været i skov- og naturområder.
5 tips til at slippe af med myrer i hjemmet
Hvis du bliver syg efter et flåtbid
Langt de fleste flåtbid er heldigvis ganske ufarlige, men skulle du opleve usædvanlige symptomer efterfølgende, skal du søge læge. Det kan være symptomer som udslæt, der dukker op efter flere dage eller uger og spreder sig, hævede lymfeknuder, ømme led og muskler og generelt ubehag.
Alvorlige tilfælde viser sig ved lammelser i ansigtet, nakkestivhed, forvirring og opkastning.
Hvis din hund eller kat har symptomer på sygdom efter et flåtbid, skal du søge dyrlæge. Det kan vise sig ved nedsat appetit, manglende energi eller nedtrykthed, og hvis dyret halter eller viser andre tegn på smerter eller har feber.
Generelt er huskereglen: Hvis du eller dit kæledyr bliver syg i forbindelse med et flåtbid eller i ugerne umiddelbart efter, skal du søge lægehjælp. Flåter kan overføre borrelia eller andre infentkionssygdomme, men det kræver som udgangspunkt, at den sidder i huden i mere end 16 timer, hvilket sjældent sker. Hvis uheldet skulle være ude, vil sygdommen blive behandlet med antibiotika.
Kilder: min.medicin.dk, sundhed.dk, apoteket.dk