bestøvning af humlebi
Dyr og insekter

Skab en summende sommerhave

af Elisabeth Poulsen og Anita Banner. 4.06.2020
Foto: Carsten Lundager
Drømmer du om en have, der summer af liv fra bier og andre insekter, der kan bestøve dine planter og holde skadedyrene på et minimum? Læs, hvordan du ved at plante de rigtige blomster i haven kan tiltrække alle de nyttige insekter.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Honningbier, humlebier, svirrefluer, sommerfugle og guldsmede. Det er klogt at gøre dig gode venner med de summende insekter, så du får bestøvet dine planter og holdt skadedyrene væk, og der er flere måder at invitere dem ind i haven på.

Sådan tiltrækker du bier og nytteinsekter

Derfor skal din have tiltrække bier og insekter

  • Bier og sommerfugle bestøver planterne, så de danner blomster og dermed også frugter og bær.
  • Insekter er med til at bekæmpe skadedyr i haven. Fx spiser mariehøns bladlus, guldsmede spiser flyvende insekter, og løbebiller spiser snegleæg og små snegle.
  • Insekter tiltrækker fugle og pindsvin, som også spiser skadedyr og snegle.

Byd velkommen med duft og variation

Nogle insekter går efter nektar og pollen. Nektar er kulhydrater, og det er med insekterne ligesom med sportsfolk – de skal tanke godt op med kulhydrater for at klare strabadserne. Pollen indeholder fedt og protein, der især er vigtigt for biernes larver. For at have rigeligt af både nektar og pollen er det klogt at have mange forskellige slags blomster i haven. Gå efter blomster, der er hjemmehørende, dvs. arter, der oprindeligt vokser i Danmark og ikke er alt for forædlede. Og så må de gerne udsende en lokkende duft som fx æbleblomster, roser, lavendler, sølvlys ’Brunette’, lupiner og pebermynte.

Det er også klogt at have blomster i haven fra det allertidligste forår. Vintergæk, krokus, julerose og påskeklokke kan fx indlede sæsonen og herefter frugttræer og -buske samt tjørn og røn. Om sommeren kan planter som storkenæb, hjulkrone, krydderurter og lavendel stå for pollen og nektar, og hen på sensommeren er hjortetrøst, høstasters, sankthansurt og blomstrende vedbend fine bi- og insektblomster.

Uden hus og drikke

Vand er også en vigtig ingrediens, hvis du vil have liv i haven, for bier og andre insekter har ligesom dyr og mennesker brug for at drikke vand – eller rettere – suge vand.

Sørg også for, at insekterne har et godt bo og gode gemmesteder, fx i form af gamle træer, stubbe, kvashegn og brændestabler.

Gode bi- og insektblomster

Vil du skabe summende liv i haven, skal der hele tiden være noget, der blomstrer. Lige fra det tidlige forår, til frosten kommer. Sørg også for stor artsvariation, og tænk på, at duftende planter som regel er gode insektplanter. En anden tommelfingerregel er, at hjemmehørende, vilde plantearter er gode. Vi anbefaler følgende planter:

Forår

  • Almindelig mælkebøtte, Taraxacum officinale.
  • Almindelig hæg, Prunus padus.
  • Almindelig julerose, Helleborus niger.
  • Almindelig vintergæk, Galanthus nivalis.
  • Haveerantis, Eranthis hyemalis.
  • Hestekastanje, Aesculus hippocastanum.
  • Hvidtjørn, Crataegus, fx engriflet hvidtjørn, 
Crataegus monogyna.
  • Krokus, Crocus.
  • Påskeklokke, Helleborus orientalis.
  • Rønnebær, fx almindelig røn, Sorbus aucuparia.

Sommer

  • Alle arter af storkenæb, Geranium.
  • Almindelig honningurt, Phacelia tanacetifolia.
  • Almindelig katost, Malva sylvestris.
  • Hvidkløver, Trifolium repens.
  • Ægte lavendel, Lavandula angustifolia.

Krydderurter

  • Almindelig hjulkrone, Borago officinalis.
  • Purløg, Allium schoenoprasum.

Sensommer og efterår

  • Almindelig kattehale, Lythrum salicaria.
  • Almindelig sankthansurt, Hylotelephium spectabile.
  • Hedelyng, Calluna vulgaris.
  • Hjortetrøst, Eupatorium.
  • Nyengelsk asters, Symphyotrichum novae angliae.