

4 hurtige tips til at få succes med kirsebærtræ
Blomstringen kan være en flygtig fornøjelse, hvis foråret byder på høje temperaturer. Så flyt en havestol hen til dit træ, nyd synet, og hep på et køligt forår, så blomsterne holder længst muligt.
Sådan får du succes med dyrkning af kirsebærtræ
1. Surt eller sødt: Få valgt den rette sort
Du skal købe et sødkirsebærtræ, hvis du drømmer om at plukke og spise de modne bær direkte fra træet. Plant to træer af forskellige sorter, medmindre naboen også dyrker kirsebær. Hvis du kun har plads til et enkelt træ, kan du kigge efter et selvbestøvende sødkirsebærtræ. Hvis du er glad for at sylte, skal du vælge et surkirsebærtræ i stedet. Surkirsebær egner sig bedst til syltning.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
2. Vær opmærksom på træets størrelse
Kirsebærtræer kan blive temmelig store. Så spørg på planteskolen efter træer podet på en stamme, der ikke vokser så kraftigt, hvis du kun har lidt plads i haven. Hvis du vil beskære dit træ, er det værd at vide, at al beskæring af stenfrugttræer, unge som gamle, bør foretages i løbet af sommeren, f.eks. lige efter høst, hvor træet er i god vækst. Beskær aldrig om vinteren eller foråret.


3. Plant dit kirsebærtræ rigtigt
Grav et rigelig stort hul til dit nye kirsebærtræ. Sørg for, at jorden er løs i bunden og siderne, og vand hullet godt. Tag træet op af potten. Sæt det i hullet i samme dybde, som da det stod i potten, og fyld hullet op med jord. Tryk jorden let til, så kan rødderne hurtigst muligt få fat. Husk at luge omkring træet i den første tid.
4. Sørg for de rette forhold
Kirsebærtræer er nemme at dyrke i haven, især hvis du finder en plads i solen til dem. De trives bedst i god muldet og veldrænet havejord. Planter du dit træ om foråret eller sommeren, skal du være meget omhyggelig med at vande, så det ikke tørrer ud, mens det er ved at etablere sig. Hvis du kan vente på blomster og bær til næste år og ikke orker at være efter det med haveslangen, så vent med at plante til efteråret, hvor det ofte er vådt, og hvor jorden er lun.
