Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Frugter & Bær

Dyrk dine egne stikkelsbær

af Anita Banner og Max Martinussen 14.08.2020
Video: Kenn Römer-Bruhn. Foto: Shutterstock.
Efter tre til fire års høst er det en god idé at beskære din stikkelsbærbusk hvert år, når sæsonens sidste bær er plukket. I videoen her viser vi, hvordan du gør.

Stikkelsbær er et herligt bær, som desværre kan være svært at få fat på i supermarkederne. Derfor er der god grund til at dyrke dem selv i haven. De smukke lysegrønne eller rød-lilla bær er sprængfyldt med vitaminer og mineraler og egner sig godt som pynt på kager, til marmelade og grød eller som fyld i frugttærter. Selve smagen er på én gang både sød og syrlig. Er dine bær mest til den sure side, kan du fx marinere dem i hyldeblomstdrik inden servering.

Guide: Dyrk stikkelsbær i haven

Stikkelsbær (Ribes uva-crispa) er hjemmehørende i meget af Vest- og Nordeuropa. Den er ganske let at dyrke herhjemme, men trods det er den ikke så populær som den fortjener at være.

Stikkelsbær kan høstes grønne allerede i juni og løbende derefter når de får farve og størrelse.

Høsttidspunkt for forskellige bær

Hvornår modnes danske bær?

Plantning af stikkelsbær

Med den rette jord og placering kan stikkelsbær sagtens dyrkes herhjemme. Jorden skal helst være god og let muldjord. De fleste sorter elsker lys, men gror også fint i halvskygge. Du bør plante dem fritstående og gerne med helt op til 2 meter imellem hver plante. Stikkelsbær kan plantes ud hele året, men det bedste tidspunkt er efteråret. Du bør dog ikke plante, så længe jorden er frossen.

Overvej også om du vil dyrke dine stikkelsbærbuske på espalier. Det kan gøres på mange måder, fx med wire-espalier som man ofte gør med frugttræer, eller et fritstående af metal, som det fås i de fleste bygge- og havecentre – eller et hjemmelavet espalier af pilegrene, som man ofte bruger til bønner o.l.

Gødning af dine stikkelsbærbuske giver større udbytte

Det er en god idé at give ekstra gødning — så vil du opleve at høsten bliver væsentligt større. Du kan gøde dine stikkelsbær med kompost, meget gerne kompost der er lavet med staldgødning. Der er dog en risiko forbundet med at gøde meget — de har større risiko for at få sygdomme, hvis de får tilført meget ekstra næring.

Plant stikkelsbærbuske i haven.

Beskæring og formering af stikkelsbær

Øverst i artiklen finder du en video, hvor havemand Kenn Römer-Bruhn viser hvordan man beskærer og formerer sine stikkelsbærbuske.

Når du beskærer din stikkelsbærbusk, skaber du plads til nye grene, lys og luft til næste års bær og nedsætter samtidig risikoen for sygdomsangreb.

Beskæring af stikkelsbær gøres ved at udtynde i busken, så der kan komme lys og luft til stikkelsbærrene. Du kan forynge ældre buske ved at skære gamle grene af helt nede ved jorden.

Gode stikkelsbærsorter

Du kan plante stikkelsbær fra sidst på efteråret til det tidlige forår. Nedenstående stikkelsbærsorter er resistente eller ikke ret modtagelige over for stikkelsbærdræber (brun belægning på bærrene):

  • 'Achilles' - modner sent med store røde spisebær eller gode grønne madbær. Overhængende vækst og meget frugtbar.
  • 'Invicta' - middeltidlig modning med middelstore grønne spisebær. Busken har en kraftig opret vækst og er meget frugtbar.
  • 'Hinnimäki gul' og 'Hinnomäki rød' - middeltidlig modning med små dunede bær. Opret vækst.
  • 'Rolanda' - middelstore røde bær der modner lidt sent på sæsonen. Væksten er middel.

Sygdomme og skadedyr

Den værste sygdom der rammer stikkelsbær, er stikkelsbærdræber. Det er en svampesygdom der går på alle dele af planten. Forebyg ved at være varsom med gødningen, sørge for at plante et lyst sted, og at busken er udtyndet så der kan komme luft ind til alle grene, skud og blade.

Der findes en del sorter der er mere eller mindre resistente over for stikkelsbærdræber, det er fx ’Captivator’, ’Hinnimäki gul’, ’Hinnomäki rød’, ’Larell’ og ’Tatjana’. De fleste steder i handlen kan du få vejledning til sorter der er sygdomsresistente.

Stikkelsbær kan rammes af andre svampesygdomme, som skivesvamp, men også en del skadedyr. Det kan være forskellige bladhvepse, og stor og lille frostmåler.

Nogle skadedyr udretter ikke de store skader, men for bladhvepsens larver gælder det, at de sagtens kan tage livet af stikkelsbærbuske, når de optræder i stort antal. Langt det bedste middel mod denne type skadedyr er at sørge for, at der er gode forhold for fugle i haven. Du kan også indsamle larverne, eller behandle et angreb med insektsæbe. (Spis ikke bær, der har været udsat for insektmidler.)