Maj: Gøremål i haven
Har du brug for inspiration til arbejdslisten i maj?
- Vær på forkant med støtten: Giv de høje stauder et stativ, eller en pind - så har de støtte fra start.
- Klip de visne hoveder af tulipanerne, så bruger de ikke krudt på at danne frø.
- Så nogle milde krydderurter. Basilikum i drivhuset, dild og kørvel i køkkenhaven.
- Gå på mælkebøttejagt på en våd dag. Få hele roden med!
- Planlæg udplantningen: Hvad kan komme ud nu? Skal de sarte forhærdes?
Forhærdning og udplantning
Har du forspiret planter indenfor, skal de vænnes til at komme ud, inden de plantes endeligt ud i haven. Planter du dem direkte ud, er risikoen for, at de får skader af sol og vind, stor, og i værste tilfælde kan planterne gå helt til. Lad planterne stå ude fra morgen til aften et sted, hvor der er læ og ikke kommer direkte sol. Dæk evt. planterne med fiberdug de første par dage for at give dem ekstra beskyttelse. Efter en uges tid er planterne klar til at stå på egne ben. Det bedste udplantningstidspunkt er på en vindstille overskyet dag.
Sæt tomater i drivhuset
Så ærter og bønner
Blancher dit ukrudt
Ukrudtet er kommet godt fra start, og forude ligger en sommer, hvor lugning er en fast del af havearbejdet. Du kan dog gøre meget for at mindske ukrudtet. Sørg for at holde jorden dækket af planter, eller jorddække, og hvis du har ukrudt imellem fliserne, så er en gasbrænder en mulighed. Når du brænder ukrudt, skal det ikke brændes helt af, men blot blancheres, så cellerne inde i bladene springer. På den måde vil planten tro, at den er ved at tørre ud og forsøge at rette op på skaden ved at pumpe vand op i bladene – en slags selvmord, fordi bladene allerede er ødelagt. Det er vigtigt at bladene ikke brændes helt af, da planten så blot vil danne nye blade for at erstatte dem, der pludseligt mangler.
Læs også: 5 afgrøder der altid lykkes
Læg løg og knolde
Gå på sneglejagt
Slip af med larver i hindbærrene
Larver i hindbærrene skyldes hindbærbillen, som lægger sine æg i maj, når hindbærrene så småt begynder at blomstre. Når larverne er udvokset sidst på sommeren, falder de ned og gemmer sig. Billen overvintrer på eller nede i jorden, og du kan derfor med stor fordel lade høns fornøje sig i hindbærbedet om vinteren. Sørg også at tiltrække en masse fugle, især mejser og musvitter, som kan være behjælpelige med bekæmpelsen. Planter du de efterårsbærende hindbærsorter, vil du helt slippe for larver i bærrene.
Rabarber høst og gødning
Hvis du har rabarber, har du nok allerede høstet flittigt. I takt med at du trækker rabarberstænglerne af, fjerner du også nogle af plantens muligheder for at danne ny energi til roden. For at rabarberplanten ikke svækkes alt for meget, har den godt af en masse gødning. Det bedste, du kan give den, er en gang hestemøg eller kompost lagt rundt om planten oven på jorden – det vil holde jorden fugtig og give en konstant næringstilførsel hele sommeren.
Vand, vand, vand
Nu gælder det om at vande jorden godt igennem og holde den jævnt fugtig. Undgå at gøre planterne våde, når du vander. Vand hver dag og helst morgen eller aften og dæk jorden med et lag flis eller kompost, der holder godt på fugten. Vær opmærksom på, at forårssol og forårsblæst kan være hårdt for nye planter, da de ikke har udviklet et stabilt rodnet, der sikrer optimalt vandoptag. Rododendroner kan være forårstørstige, hvis det generelt har været et tørt forår, eller der har været meget barfrost. Det er nemt at se, om de trænger til vand, da deres blade begynder at rulle sammen ved tørke. Den mest grundige og effektive vanding giver du ved at lade vandslangen sive ganske stille et par timer. Du kan også fylde en stor spand med vand og lave et lille hul i bunden og lade den stå og tømme sig under busken.