13 tips til at få flere rum i haven
Havetips

Skab flere stemningsfulde rum i haven

af Karina Demuth 28.08.2019
Foto: Karina Demuth, Lene Karin Kristiansen, Columbus Leth, Anita Lindberg, Frank Kirkegaard & Tina Brok.
Få haven til at virke større og mere spændende, med forskellige stemningsfulde rum. Anlæg f.eks. et stisystem, en bålplads eller vilde bede. Vi giver dig 13 tips til at skabe flere rum i haven!

Du behøver ikke en stor have for at skabe mange haverum. Tværtimod kommer den lille have til at virke mere rummelig, når den er fuld af stemningsfulde oaser.

Her får du 13 tips til at skabe en have, hvor hvert hjørne af hækken er spændende at runde.

13 tips til at skabe flere rum i haven:

1. Gamle træer med tykke stammer giver karakter og personlighed til haven. Her er skyggende træer også anvendelige. Skyggen giver haven dybde og variation, og faktisk er det de færreste planter, der trives bedst i fuld sol.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

13 tips til at få flere rum i haven

2. Højbede med blomstrende buske og rustikke, længeblomstrende stauder koncentrerer frodigheden og gør sommerhaven nem at holde. Når bare der er styr på bedene omkring terrassen, er det kun hyggeligt, at resten af haven er lidt vild.

13 tips til at få flere rum i haven

3. Læg terrassen op ad huset og plant i stedet for græs et afskærmende bed med høje blomstrende planter som kongelys, stokroser og georginer omkring den.

4. En pergola gør en ny og lidt flad have mere spændende. Stammer af fældede træer giver et naturligt og romantisk udtryk, især hvis de plantes til med frodige klatreplanter, f.eks. blåregn, klematis, kaprifolie eller arkitektens trøst.

13 tips til at få flere rum i haven

5. Hvad end de er høje eller lave, giver klippede hække med deres stramme form haven ro, rygrad og ramme. En klippet hæk er genial, når du vil skabe orden, dele din have op i rum, og få den til at virke større og fuld af overraskelser omkring det næste hjørne.

13 tips til at få flere rum i haven

6. Giv det udgåede træ nyt liv som espalier for frodige og blomstrende klatreplanter, fx klematis ’Montana Rubens’ eller honningrose, Rosa helenae.

7. Få, men gode blikfang gør haven mere interessant og giver øjet noget at hvile på. Her er et gammelt bistade med planter på taget placeret som et punktum for enden af en smal havegang.

13 tips til at få flere rum i haven

8. Lad dele af græsplænen gro frit og se, hvad der kommer op. Bryd det høje græs med klippede stier, og slå resten af plænen, så du får en flot kontrast mellem det klippede og det vilde. Lav en cirkel i græsset ved hjælp af en pløk og en snor. Mærk cirklen op ved at gå med slæbende fødder langs snoren, eller brug hvid kalkspraymaling af den slags, man bruger til optegning af fodboldbaner.

9. En blomstrende bue danner en spændende overgang fra det ene rum til det næste. Giv dine klatreroser noget at slynge sig i, og saml dem til en portal ved at bøje grenene og binde dem sammen i toppen.

13 tips til at få flere rum i haven

10. Anlæg en lille sø ved at lave en udgravning i jorden og fore den med bassinfolie. Søen behøver ikke være dyb. Læg evt. en lille robåd eller kano i søen. Jo mindre båden er, jo større kommer søen til at syne.

13 tips til at få flere rum i haven

11. Anlæg et stisystem. Lad stierne føre rundt om buske og træer, og plant evt. til med et bundække af skyggetålende stauder. Markér stien med stenmel, grus eller træflis.

12. En bålplads med knitrende ild fylder haven med hygge og god stemning. Ikke mindst i de kølige efterårsmåneder, hvor bålet lokker os til at blive ude lidt længere.

13 tips til at få flere rum i haven

13. Vand fylder haven med liv. Både fordi det tiltrækker et mylder af fugle, bier og andre dyr, der kommer for at drikke, og fordi det fanger himmellyset og kaster det tilbage i blink. Et spejlbassin behøver ikke at være dybere end 10 cm for at give en virkelig flot effekt.

13 tips til at få flere rum i haven