Dyrk koriander i krydderurtehaven
Krydderurter

Dyrk koriander i køkkenhaven

af redaktionen, Max Martinussen og Kenn Römer-Bruhn 11.05.2020
Der er god grund til at dyrke koriander i køkkenhaven, også selvom du er en af dem, der absolut ikke kan fordrage smagen - læs hvorfor, og få tips til dyrkning af koriander her.

Koriander hører til i hver en velassorteret krydderurtehave. For mange er det bestemt ikke det første valg, da koriander er en af de krydderurter der for alvor deler vandende. Nogen elsker det, andre hader det. I det vietnamesiske køkken er det en vigtig krydderurt, og herhjemme får den mere og mere kærlighed.

Selv hvis du er en af dem, der ikke kan fordrage koriander, så er der faktisk gode grunde til at dyrke koriander i køkkenhaven – koriander tiltrækker nemlig svirrefluer! Mere om det længere nede i teksten.

Dyrk selv frisk koriander i haven

Almindelig koriander, Coriandrum sativum, er en enårig, hurtigtvoksende urt, som giver mange friske blade. Koriander stammer fra det nordlige Afrika og Asien. Det er en krydderurt, hvor både blade og frø bliver brugt i madlavning verden over. Førhen har koriander været anvendt som lægeplante imod alverdens ting, men i dag er den blot en (af de fleste) elsket krydderurt.

Smukke korianderblomster

Blomsterne er skønne hvide skærme, der skyder op og pryder sensommeren. Det er bestemt en plante der er er insektvenlig. Blomstringen begynder ofte allerede i juni og fortsætter ind i august.

Planten bliver op til 70 cm høj, og bladene er trelappede og bløde.

Koriander er nem at dyrke, både i bede og i krukker og potter i vindueskarm og altankasser. Urten nyder lys og varme og dyrkes bedst på et sted, hvor jorden er lun, porøs og veldrænet.

  • Sådybde: 1 cm.
  • Planteafstand: 10-15 cm.

Så dine korianderfrø direkte i jorden fra sidst i april til juni, når jorden er ved at blive ordentlig varm. Du kan så koriander i potter hele året.

Høster du ikke frøene, vil du opleve at den villigt sår sig selv. Det har da også ført til, at planten findes vildt under varmere himmelstrøg, hvor den trives i naturen — det gælder særligt i middelhavsområdet.

Hvis du bruger meget koriander i køkkenet og ofte vil kunne høste frisk koriander, er det en god idé at så fortløbende hold af korianderplanter. Så et hold hver 3-4 uger, og så vil du kunne høste rigeligt frisk koriander løbende hele sommeren.

Tørret koriander? Korianderfrø kan spises!

Som sagt er det ikke alle, som er glade for smagen af korianderblade, men så kan man lade urten vokse videre, så den går i blomst. Blomsterstandene er hvide og sætter runde frø, der forvandles til det skønneste krydderi, når de tørres og ristes på en pande. Dermed er smagen af friske korianderblade helt væk, og tilbage er en delikat krydret smag hen ad hvid peber og citrus. Frøene indgår ofte i ølbrygning og er et skønt krydderi i brød og asiatisk mad. De kan også bruges direkte i sovs, gryderetter og suppe.

Vanding, pasning og gødning af koriander

Husk at vande de nysåede korianderfrø, og sørg for at planterne ikke tørrer helt ud i løbet af sæsonen. Hold jorden fugtig, men se til, at du ikke får overvandet.

Sørg for at holde ukrudt væk imellem de spæde planter. Når dine korianderplanter har fået fat og lidt størrelse, kan du sprede et jorddække ud imellem planterne, så du slipper for at luge.

Gødning kan gives, hvis du synes, højst 2 gange i løbet af en sæson — men det er absolut ikke en nødvendighed.

Koriander i krukker

Du kan sagtens dyrke koriander i krukker både udendørs og i din vindueskarm. Du kan i virkeligheden bruge sammen fremgangsmåde, som for de fleste andre krydderurter, der kan dyrkes på denne måde.

Sørg for at dine korianderplanter får så meget lys som muligt, og sørg for, at der er godt dræn i potten. Det er vigtigt at der er hul i bunden, så planten aldrig står og sopper i vand. Temperaturen har også meget at sige, så sørg for at stedet, hvor du stiller krukken ikke bare er en lys plet men også en lun en. Gød planterne lidt til foråret og sørg for at vande regelmæssigt — så skal dine korianderplanter nok trives i krukker.

Her kan du læse mere om at dyrke krydderurter i krukker i vindueskarmen.

Tiltræk svirrefluer ved at dyrke koriander

Man behøver ikke kun at dyrke krydderurter med henblik på, at de skal bruges i maden. Krydderurter tiltrækker nytteinsekter, når de blomstrer, og kan derfor gøre stor gavn ved at indgå som en del af havens planter. Jo flere forskellige slags urter der er i haven, jo flere slags sommerfugle og nyttige insekter kommer der på visit. Velkendte krydderurter som merian og oregano er også smukke mellem stauderne eller i krukker, og pynter flot i haven. Blomsterne er også rigtig gode i buketter til at pynte indenfor.

Tiltræk svirrefluer ved at plante skærmblomster, som f.eks. dild, anis og koriander. Sørg for, at der er blomstrende planter i haven fra maj - her flyver de første hunner på jagt efter pollen og bladlus og skaber sommerbestanden. Svirrefluen gør stor nytte, ved at bestøve planterne præcis ligesom bierne. Samtidig hjælper svirrefluelarver med at holde bestanden af bladlus nede. En enkelt svirrefluelarve kan fortære flere hundrede bladlus i løbet af 7-10 dage. Det kan man kalde et nyttedyr.