Dyrk løvstikke i køkkenhaven — en rigtig maggiurt
Her er en krydderurt, der på alle måder er nem at have med at gøre. Den breder sig flittigt, når først den har fat i haven, og så kan den bruges i alle mulige forskellige retter. Den kendes også under navnet maggiurt, og det siger ikke så lidt — den kan nemlig bruges som smagsgiver i stedet for en maggiterning.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Dyrk din egen løvstikke
Levisticum officinale, eller løvstikke på dansk, er en flerårig skærmplante. Den har været dyrket siden middelalderen, hvor munke dyrkede den for sin smag og som lægeurt.
Den kræver god plads, den bliver op til 2 meter, og den breder sig med sine takkede, grønne blade — som til forveksling ligner selleriblade. Dyrk den et sted, hvor den kan få lov at brede sig. Bliver den for meget, kan du skære den tilbage.
Hvis du er flittig til at høste af den, så vil der altid være friske, lækre blade, som du kan bruge i madlavningen. Hvis du sjældent bruger af den, kan det være en god idé at plukke af den jævnligt simpelthen for at få de friske blade frem.
Løvstikke trives i halvskygge men tåler fuld sol. Den kan godt lide fugt, og særligt lige efter udplantning er det vigtigt at den ikke tørrer ud.
Den er ikke kræsen med jordbunden, men foretrækker en god, let muld med godt dræn. Den breder sig som sagt med kraftig vækst, og det betyder også, at den trives med masser af næring.
I tørre perioder kan det blive aktuelt med vanding, særligt hvis du har planten den i fuld sol.
Dyrk løvstikke i krukke
Vælg store plantekar, baljer eller højbed, hvis du vil dyrke løvstikke i en beholder. Krukker og potter bliver simpelthen for småt for den. Den vil trives, hvor den får lov at få noget størrelse.
Formering af løvstikke
Løvstikke kan dyrkes fra frø i foråret. Langt det letteste er at få en klump fra en ven eller en nabo, der allerede har en etableret plante. Du kan dele løvstikke i efteråret, på samme måde som du deler andre stauder.
Brug en god spade, og grav en god klump af planten op, og flyt den hen, hvor den skal vokse.
Hvad bruger man løvstikke til?
Bladene bruges i madlavning. Løvstikke kan bruges i stuvninger, supper, i kartoffelvand og en lang rette andre varme retter. Den giver en særlig dybde, som kendes fra maggi- og bouillonterninger, og den passer til retter i stil med gryderetter og stuvninger. Generelt mange af de klassiske danske retter er lækre med løvstikke. Hak løvstikke og tilsæt det fx til kød, eller brug det som pynt på portionsanretninger.