Indretning
Terrasse og altan
14 gode planter til altanen
af Dorthe Kvist.
11.07.2024
Foto: Pernille Kaalund.
Har du en altan med få kvadratmeter at gøre godt med, gælder det om at vælge de helt rigtige planter - og gerne nogle af slagsen der fryder både øjne og gane. Se 14 gode planter til altanen her!
Se også: Gør dit drivhus klar til sæsonen
Det kan ofte være svært at beslutte sig for, hvilke planter man skal have på sin altan – især fordi der typisk ikke er plads til så mange af slagsen.
Men hvilke planter er det så lige, man skal prioritere? Vi giver dig her en oversigt over 14 gode planter til altanen, så du nemmere kan træffe det rigtige valg, næste gang der skal plantes. Ved at vælge krydderurter og spiselige blomster, kan du hurtigt skabe en grøn oase på lidt plads.
Læs også: Guide: Sådan får du det bedste ud af din altan
Se 14 skønne altanplanter i galleriet:
1. CitrontimianCitrontimian, Thymus x citriodorus, er med sine fine små lysviolette blomster på en gang både smuk og nyttig. Planten er en rigtig god insektplante, der tiltrækker bier, sommerfugle og andre insekter, som gavner biodiversiteten. Men den er også en uundværlig krydderurt i køkkenet. Den kan tørres, drikkes som te og er fantastisk i marinader til grillstegt kød og fisk. Timian bliver ca. 15 cm høj og blomstrer juni-august.
2. RøllikeDen sartrosa røllike, Alchemilla millefolium, er en skærmplante, der bliver 50-100 cm høj og blomstrer juni-september. Blomsterne kan bruges tørrede som te og både tørrede blomster og blade som krydderi. De smager, som de dufter, dvs. kraftigt krydret. Røllike er fin i den lille krukkehave med sine blomsterskærme, der holder i mange måneder. Den kan lide masser af sol og en veldrænet jord. Røllike er vinterhårdfør, så du kan sagtens lade den stå på altanen vinteren igennem. Stil den evt. op ad væggen, så den er lidt beskyttet mod vind og vejr.
3. Almindelig merianAlmindelig merian, Origanum vulgare, er også at finde vildtvoksende i naturen og er en skøn og meget anvendelig krydderurt. Den er mest kendt fra middelhavs-køkkenet og bruges i alt fra pizza til græsk salat. Det er blomsterne og bladene, man bruger som krydderi, og smagen bliver en anelse kraftigere, hvis man tørrer dem. Merian bliver ca. 50 cm høj, er vinterhårdfør og blomstrer med smukke lilla halvskærme juli-september. Den kan tåle let udtørring og halvskygge.
4. LavendelLavendel, Lavandula angustifolia ’Hidcote Blue’, er en velduftende middelhavsplante, der blomstrer med mørklilla blomster i juni-august. Den kan tåle at tørre let ud og er glad for fuld sol. Lavendel dufter fantastisk, og både blomster og blade kan spises friske eller tørrede. Lavendel bruges som smagsgiver i bagværk, i varme drikke eller laves til sirup. Du kan også bruge lavendel i stedet for rosmarin i marinader til kød. Så skal du bare bruge dobbeltportion. Lavendel er vinterhårdfør og findes også i både en hvid og rosa variant, som dog er knap så hårdføre.
5. Almindelig indianermynteAlmindelig indianermynte, Agastache foeniculum, også kaldet anisisop. Hele planten dufter meget af lakrids, og på varme sommerdage kan den duftes på lang afstand. Det er en plante, der tiltrækker honningbier, svirrefluer, sommerfugle og humlebier, og de små natsommerfugle er glade for den i skumringen. Blade fra skudspidserne er gode at tørre til te, og børn elsker at spise bladene friske, da de smager af lakrids. Den er smuk i buketter og nem at have med at gøre. Indianermynte er glad for fuld sol, masser af vand og lidt gødning gennem hele vækstsæsonen.
6. ArtiskokArtiskok, Cynara scolymus ’Green Globe’, bliver op til 1 m høj med store sølvgrønne blade. Det er de store blomsterknopper, man spiser, før de går i blomst, hvis altså man nænner at høste dem, for de store lysende blåviolette blomster er et helt lille kunstværk at se på. Artiskok trives bedst i fuld sol i en god næringsrig jord. Husk at vande den godt.
7. David Austin-roseDavid Austin-rosen ’Félicité Parmentier’ er en sart rosa buskrose, der bliver ca. 1½ m høj – dog lidt lavere i en krukke. Den dufter stærkt og blomstrer sidst i juni. Rosen kan klare halvskygge, men får en flottere blomstring i fuld sol. Den er glad for vand og gødning og er fuldt hårdfør. Rosenbladene kan kandiseres og bruges som kagepynt, eller de aromatiske blade kan koges til rosensirup, der kan hældes over is eller bær, og kronbladene pynter på de fleste kager.
8. PrydbasilikumPrydbasilikum, Ocimum basilicum ’Magic Mountain’. Selvom den hedder prydbasilikum, kan den sagtens spises. Hele planten dufter fantastisk af basilikum, og den er smuk med sine mørke stængler og lilla blomster, der holder sig langt ind i september. Prydbasilikum er ikke vinterhårdfør, så den vil gerne ind om vinteren. Den kan ikke tåle at tørre ud og er meget glad for fuld sol.
9. DuftpelargonieDuftpelargonie, Pelargonium ’Orange Fizz’. De rosa blomster er søde i drinks, på kager, desserter og i salater, og bladene smager, som de dufter, dvs. meget aromatisk af appelsin, og kan bruges i is og desserter.
10. DahliaEn smuk dahlia giver ekstra farve i en ellers meget grøn urtekrukkehave. Vælg fx den lyslilla ’Maxi Zarco’. Den blomstrer fra juli til den første frost, og jo mere du plukker af den, jo flere blomster laver den til dig. Dahlia er en knoldplante, og knolden skal overvintre frostfrit, hvis du vil have glæde af den året efter. Dahlia stammer fra Mexico. Her er det almindeligt at spise rødderne, men også blomsterne er spiselige og pynter på enhver kage eller dessert. Piller du blomsterne fra hinanden, er kronbladene også smukke i en salat. Dahlia er glad for masser af det hele. Godt med vand, fuld sol og rigelig gødning.
11. Rødbladet salvieSalvie er ofte grøn, men prøv den rødbladede salvie, Salvia officinalis ’Purpurascens’, der smager lige så godt, som den er smuk. Salvieplanter kan med tiden blive til en lille hæk, og plantens grene er helt træagtige. Den er en sej overlever og kan sagtens hamle op med vinterfrost. Den kan lide en veldrænet jord og masser af sol. Salviens blade smager vidunderligt enten dyppet i dej og friturestegt til kalv, fisk og gris eller i italienske gryderetter.
12. EstragonfløjlsblomstEstragonfløjlsblomst, Tagetes lucida, er et dejligt indslag i salater eller som pynt på kager og desserter, og den lyser fint op med sine små gyldne blomster. Estragonfløjlsblomst dufter og smager kraftigt af lakrids og kaldes også for både lakridstagetes og mexicansk estragon. Planten vokser som en lille busk og bliver op til 80 cm høj. Nip toppene af, mens planten stadig er lille, så den bliver mere busket. Den kan lide en lun plads og tåler en let udtørring. Planten er ikke vinterhårdfør, men kan godt lide en lys plads i køkkenvinduet om vinteren.
13. Rød surkløverRød surkløver, Oxalis, er flot med sit mørke løv og fine små gule blomster. Bladene bruges som pynt i begrænsede mængder, da den i meget store mængder er giftig, så brug bare et par blade til pynt. Rød surkløver er ikke vinterhårdfør, så den vil gerne ind om vinteren. Den kan ikke tåle at tørre ud og er meget glad for fuld sol.
14. Almindelig blomsterkarseAlmindelig blomsterkarse, Tropaeolum majus, kaldes også tallerkensmækker, nasturtium eller landløber. Den fås i både gul, orange og bordeaux – og her i en smuk dæmpet koral. Blomster og blade smager kraftigt af karse og kan bruges i salater og som pynt på mad. Planten er en slyngplante, der kan blive op til 4 m lang. Den gror bedst i mager jord og i sol/halvskygge. Den skal ikke gødes, da den så bare vil lave blade og ingen blomster, men blomstrer ellers fra midt i maj, til frosten kommer. Husk at tage frø fra planten, for den er ikke vinterhårdfør.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Læs også: 12 nemme tips til en bæredygtig have