Hyggelig altan
Terrasse og altan

Det skal du gøre på altanen lige nu

af Redaktionen 19.06.2017
Foto: PR
Altanen kan have mange funktioner; et grønt spisekammer, et pusterum fra hverdagen eller en blomstrende oase med vidunderlige dufte. Vi inspirerer og giver tips til dit altanliv her!

Der er masser at tage sig til på altanen, og det er synd ikke at lade sig glæde over de mange muligheder, de ekstra udendørs kvadratmeter giver. Gør altanen til et blomstrende spisekammer, dyrk duftende, smukke blomster eller brug den blot til at smække benene op og nyde en stille stund.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Læs også: Sommerdrink: Mojito med jordbær og mynte

1. Lav en himmelblå altankasse

Er du romantisk anlagt, men ikke til lyserød og rosa, er en blå altankasse måske sagen. Den smukke blåvinge, Clerodendrum trichotomum, er sommeren igennem dækket af de fineste himmelblå blomster, der hver holder i seks-syv dage. På billedet er den plantet sammen med gråblad, Silverdust, der med sine smukke sølvgrå blade understreger det kølige farvetema. Salvien, Salvia farinacea, som er en sommerplante, er smuk med sine lette blomster og farvede stængler. Og den lille klatreplante, Glechoma hedercea ’Variegata’, også kendt som mølleren og hans kone, i hjørnet af kassen binder det hele sammen med sine grønne blade med de fine hvide kanter. Den får lilla blomster i løbet af sommeren. Plant altankassen til, når al fare for nattefrost er ovre. Alle planterne er glade for meget sol, og blåvinge tåler ikke at tørre ud.

2. Spis din altan

Når du sår blomster i krukker på altanen, er det smart at vælge spiselige, der kan bruges i madlavningen. Der findes rigtig mange at vælge imellem. Prøv fx tallerkensmækkere, primulaer, duftgeranier, nelliker, morgenfruer, bellis, lave stokroser, katost, dahliaer og gladiolus. Derudover er alle blomster på krydderurter spiselige og ovenikøbet velsmagende, så her er der både pryd og flere forskellige smagsmuligheder at hente.

3. Dyrk løs i byerne

Drømmer du om at dyrke afgrøder, selvom du bor i byen, så lad dig inspirere af bogen TagTomat – Vejen til grønne fællesskaber i byen af Mads Boserup Lauritsen m.fl. Bogen byder på masser af tips og inspiration suppleret med guider, som viser, hvordan du selv bygger plantekasser og insekthoteller og komposterer dit køkkenaffald på altanen eller under køkkenvasken. Pris 300 kr. 200 sider. (tagtomat.dk). Til inspiration: Guide: Sådan får du det bedste ud af din altan

4. Husk rigeligt vand til roserne

Hvis du vil dyrke roser på altanen, er det meget vigtigt at passe dem omhyggeligt for at få et smukt resultat. Jo større beholdere roserne plantes i, jo nemmere er de at passe i forhold til vanding. For lidt vand resulterer i udtørrede blade og visne blomsterknopper. Er uheldet alligevel ude, vil de hurtigt skyde med nye friske blade og knopper, når de vandes, hvis de ikke har taget for meget skade af vandmanglen. Sørg desuden for at klippe visne blomster af, efterhånden som de viser sig, for at bevare blomstringen.

5. Skab en duftende oase

Vil du gerne have din altan eller terrasse til dufte skønt her til sommer, kan du forsyne dig med masser af duftende blomster og planter. Så, plant eller køb fx lavendler og ærteblomster, som trives fint i varmen og er gode i potter. En anden plante, som måske ikke har et lige så romantisk udseende, men som dufter som en drøm, er rosengeranie. Den har en kraftig krydret rosenduft og blomstrer ofte hen på sommeren med små, blegrosa blomster. Der findes også mange forskellige duftpelargonier, der er gode til altaner. Deres blade kan fx dufte af pebermynte, citrus eller chokolade. Er du i tvivl om valg af duftende planter, så gå på opdagelse på en planteskole, og duft dig frem.

Prøv også: Smilende æg på ristet rugbrød med laks

6. Udnyt pladsen til fulde

Har du ikke verdens største altan, kan du med fordel indrette den med møbler, som er både flotte og funktionelle. På den måde får du langt mere plads. Gå fx efter en bænk, som både kan bruges til at sidde på og som opbevaring af hynder, puder og tæpper. På altan-liv.dk finder du en række møbler, som har flere funktioner.