Dyrk hasselnødder i haven
Hasselnødder kan findes mange steder i naturen, og i en del haver har den også en fast plads. Skovhassel kan findes overalt, og give et fornuftigt lille udbytte hvis du sanker, men hvis du vil have stort udbytte, er det vigtigt at vælge en god sort. Storfrugtet hassel, Corylus maxima, giver fx store nødder, og planten bliver også større end almindelig hassel, Corylus avellana.
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Hasselnødder på træ eller busk
Det er fantastisk at dyrke sine egne nødder i haven. Ofte dyrkes hassel som buske, enten i krat eller fritstående, og kan komme til at fylde rigtig meget. Vil man gerne have et opstammet træ, som er lettere at få plads til i haven, kan man købe en hassel, som er podet på en stamme af tyrkisk hassel, Corylus colurna. Der findes desuden hybrider mellem storfrugtet hassel og tyrkisk hassel. De har den fordel, at de får næsten helt fiberfri kerner, der ikke krymper ved tørring.
Plantning og placering
Hassel trives bedst i en frugtbar jord med god vandforsyning, og den bedste høst opnås, hvis planten står i læ og fuld sol. For at sikre en god bestøvning skal man plante to eller flere hasselbuske i haven, og det bedste udbytte fås ved at beskære hasselbuskene årligt. Det er især de middellange skud fra året før, der sætter mange blomsterknopper, så bevar dem, og skær de ældre grene ned. En velholdt hassel med lys og luft i kronen er samtidig mere modstandsdygtig over for sygdomme.
Hvornår er hasselnødder modne?
Hasselnødder er modne, når den del af nødden, der sidder fast på planten, begynder at blive brun. Du kan plukke direkte fra busken, når de første nødder begynder at falde af af sig selv. Du kan enten spise dem med det samme eller tørre dem til vinterhalvåret.
Gode sorter af hasselnødder
Du får den største høst af hasselnødder, hvis planten står i læ og fuld sol. Den trives bedst i en frugtbar jord med god vandforsyning og skal beskæres årligt.
Corylus maxima 'Lambert’s Filbert' findes udbredt i hele Europa og sælges også som friske nødder. Kernen er stor og udbyttet højt og regelmæssigt, og det er på nuværende tidspunkt den bedste sort. Busken er opret af vækst og både sund og hårdfør.
Corylus maxima 'Waterloo' er hjemtaget fra New Zealand og minder meget om den europæiske sort Corylus avellana 'Gustav’s Zeller'. Den har aflange nødder med en kort, grøn has og en dekorativ skal, der let slipper nødden, når denne er moden. Dens udbytte ligger tæt op ad 'Lamberts Filbert' og er også en god bestøver for samme.
Corylus avellana 'Emoa1' er en nyere sort fra Holland, der indtil videre tegner til at få et højt udbytte og at være en af de bedste runde sorter. 'Halleske Kæmpe' og 'Bolwiller' tilhører samme gruppe, dog uden samme høje udbytte. Nødden har en tyk skal og lidt fibre, men kvaliteten er fin – også som tørret nød.
'Farris 88Q' er en hybrid, der er en af de vigtigste avlssorter, bl.a. fordi fibervævet bliver siddende på indersiden af skallen, så kernerne er helt rene. Den fås typisk podet på tyrkisk hassel, Corylus colurna. Giver et stabilt og middelstort udbytte.
Plant spisekastanjer, og høst dine egne kastanjer om få år