Højtider & mærkedage

Lav din egen julebuket

af Lene Christensen og Line Sølvhøj Johansson 26.11.2014
Foto: Claudi Thyrrestrup. Regi: downtownsjolte.dk
Man kan næsten høre englene synge, så fin er dekorationen til julebordet. Find inspiration til, hvordan du laver den smukkeste julebuket her!

En smuk buket på julefrokostbordet, til julemiddagen eller blot som lidt ekstra glæde i december til dig selv eller en, du holder af, giver den rette stemning i den søde juletid. Gør julebuketten helt personlig ved at lave den selv – det vækker glæde og smil hos alle.

Se også det stemningsfulde galleri: En ægte julehytte

I den smukke, lave sølvskål på billedet står en glasskål med oasis, og heri er der sat juleroser, glasbær, pudderfarvede roser, silkefyr, cedergran, små buketter tørrede, limefarvede hortensiaer, blåbærris og stedsegrønne blade.

Brug også gran, kogler og andre af skovens skønne materialer til din julebuket, eller gå på opdagelse i haven. Herunder finder du flere idéer til, hvordan du kan sammensætte en smuk julebuket.