Chokoladebomber med ananas

Denne chokoladedessert er lækker og konfektagtig, og passer rigtig godt til en stærk kop kaffe.

Tirsdag d. 18. november 2008 - af Anna Hedegaard/Engleblomst.com, Foto: Jakob Valling/valling.com

200 g mørk chokolade
100 g smør
1 æg
2 spsk. hvedemel
100 g sukker

Desuden:
1 ananas
1 bundt frisk mynte
4 spsk. rørsukker

Bræk chokoladen i mindre stykker, og smelt den sammen med smørret i vandbad. Del ægget i blomme og hvide. Rør blommen i chokolademassen, og rør derefter melet i. Pisk hviden helt stiv med sukkeret. Vend forsigtigt hviden i chokolademassen. Fordel massen i 8 små portionsforme (kokotter). Bag dem i vandbad i 25 minutter ved 170º. Vend kagerne ud af formene, når de er afkølede.

Inden servering:
Skræl ananassen, og skær den i mundrette stykker. Skyl mynten, og hak den. Drys rørsukker og mynte på ananasstykkerne, og server dem til chokoladebomberne.