Desserter

Petit fours med appelsinkrokant

Overrask venner og familie med de lækreste petit fours til kaffen. Få opskriften på petit fours her.
af Camilla Zarah Lawes 11.02.2014 Foto: Columbus Leth

Petit fours er små, lækre konditorkage, som kan serveres som små lækre bidder til kaffen eller som dessert. Drømmer du om at kaste dig ud i at lave petit fours selv, er der hjælp at hente her, hvor du får opskriften på lækre petit fours med appelsinkrokant.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Prøv også: Gulerodskage - verdens bedste opskrift

Det skal du bruge til petit fours:

1½ dl piskefløde
200 g hvid chokolade

Appelsinkrokant:
60 g sukker
1 dl kogende vand
Fintrevet skal af en lille appelsin, usprøjtet
15 g grofthakkede ristede valnødder

Desuden:
Petit fours-papirforme eller små kræmmerhuse (kan købes hos Specialkøbmanden)

Læs også: Hvor meget kage skal du beregne pr. person?

Sådan laver du petit fours:

Kog fløden op i en lille gryde, hak chokoladen meget fint, og kom den i en skål. Hæld den lune fløde over chokoladen, og rør hurtigt, så al chokoladen smelter. Stil chokolademassen på køl i minimum 4 timer.

Appelsinkrokant: Hæld sukkeret i en gryde, og lad det smelte langsomt. Hæld vand ved (pas på, det sprøjter, brug evt. et låg som skjold). Kog karamellen, til den er jævn. Det tager ca. 6 minutter. Dup den revne appelsinskal tør for væde. Tilsæt hakkede valnødder og appelsinskal, kog op, og lad massen koge, til den er meget tyk. Tag gryden af varmen, og hæld blandingen ud i et tyndt lag på bagepapir, afkøl helt, og hak det fint.

Pisk chokoladecremen op med en elpisker. Fyld massen i en sprøjtepose, og fordel den i petit fours-forme eller kræmmerhuse. Pynt med appelsinkrokant. Opbevar på køl i tætsluttende kagedåser.

Tip! Kan også laves med lys eller mørk chokolade og andre nødder eller mandler.

Prøv også: Opskrift på créme brûlée