Opskrift på rabarber-cosmopolitan
Cosmopolitan med hjemmelavet rabarbersaft
Skal weekenden byde på hygge med veninderne er den lyserøde rabarber-cosmopolitan oplagt at servere. Og hvis du virkelig vil imponere, hvorfor så ikke lave den selv - helt fra bunden?
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.
Den forfriskende lyserøde drink blev særligt populær i forbindelse med serien ’Sex and the City’, hvor Sarah Jessica Parker, i rollen som den klummeskrivende journalist og singlelady, Carrie Brandshaw, altid bestiller cosmopolitan, når hun er ude med sine tre veninder. Derfor sættes drinken oftest i forbindelse med veninder og tøsehygge – takket være de fire veninder fra ’Sex and the City’-serien.
I denne opskrift får den klassiske drink et sommerligt twist af den sure og sødlige rabarber, som ovenikøbet er i sæson nu.
INGREDIENSER:
- Ca. 1½ l rabarbersaft (se opskriften længere nede)
- 2 dele vodka
- 2 dele rabarbersaft
- 1 del limejuice
- Isterninger
- Evt. vaniljestænger eller skiver af limefrugt til pynt
Opskrift på rarbarbersaft:
- 1 kg rabarber
- 1½ l vand
- 2-3 vaniljestænger
- 400-500 g rørsukker
- saft af 1 usprøjtet citron
LÆS OGSÅ: GIN&TONIC | 4 tricks til at spice klassikeren op
FREMGANGSMÅDE:
- Rens rabarberne, og skær dem i stykker på to centimeter.
- Hæld vandet i en gryde, og tilsæt rabarber og flækkede vaniljestænger. Giv det et hurtigt opkog. Skru ned for varmen, og lad blandingen simre i gryden 10 minutter.
- Tag gryden af varmen, og lad saften køle helt ned i gryden (det tager et par timer).
- Si saften over i en anden gryde, tilsæt sukker, og kog saften op. Smag til med citronsaft.
- Lad saften koge lidt ind til en sirupsagtig konsistens. Hæld den på skoldede flasker, og opbevar på køl.
- Shake vodka med rabarbersaft, limejuice og masser af isterninger, og servér i høje glas, evt. med vaniljestænger eller limeskiver.
LÆS OGSÅ: Sommer rosé | 3 drinks med den klassiske rosé