Grønt

Asparges med pocheret æg

Grønne asparges med parmesan og urtetoast
af Marie Melchior, fotos: Bettina Hastoft 16.04.2010

Asparges
(6 personer)
2 bdt. grønne asparges
100 g reven parmesan
50 g smør
6 æg
3-4 skiver hvedebrød
1 lille bdt. citrontimian
havsalt og peber

Bræk enderne af aspargesene og damp dem i kogende vand i 2-3 min. Hæld vandet fra og afkøl aspargesene med koldt vand. Smør en bradepande med olivenolie og læg aspargesene ovenpå. Riv parmesan udover. Skær smørret i terninger og fordel dem henover. Gratiner aspargesene ved 200° i 8-10 min. til osten er smeltet og begyndt at blive gylden i kanterne.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Pocheret æg
6 æg
2 l vand
1 dl eddike

Slå æggene ud et ad gangen i en kop. Hæld vand og eddike i en sauterpande og kog det op. Pocher æggene et ad gangen: Hæld ægget ned i det kogende vand, ryst panden, så hviden samler sig om blommen, og pocher ægget i 3 min. Tag ægget op med en hulske. Opbevar ægget i koldt vand tilsat lidt salt indtil det skal bruges. Skær eller klip eventuelle trevler af.

Urtetoast
6 skiver landbrød
smør
havsalt
citrontimian

Smør brødskiverne med smør. Drys med salt og citrontimian. Skær brødet i stave. Rist brødet i ovnen ved 200° til de er gyldne og sprøde. Anret forretten med asparges med pocheret æg på toppen og urtetoast til.

Vinforslag:
Sval Bourgogne Rouge eller en Fleurie Cru de Beaujolais.
Alternativt Chianti Classico

Menuforslag
(Denne ret kan fungere som forret i en hel menu)

Hovedret: Kalvemørbrad med tunsauce
Dessert: Citronbirkeskager med ricottacreme