5 tips til det perfekte tulipan-bed

5 tips til det perfekte tulipan-bed

Er dit tulipanbed ikke blevet det struttende tulipanflor, som du håbede på? Så læs disse fem tips til, hvordan du får succes med tulipaner.

Tirsdag, 8. maj 2018 - 9:28 - af Nanna Teckemeier. Foto: Sofie Wulff.

De fleste haveejere har nok prøvet at købe en sæk tulipanløg og lægge den i jorden om efteråret, fuld af forhåbning om et struttende, farverigt tulipanbed. Stor er skuffelsen, når foråret melder sig, og resultatet af alle anstrengelserne kun er en håndfuld forkølede tulipaner, som står og råber til hinanden.

Gavnø slot har de sidste 60 år været ramme om en årlig tulipanfestival, hvor 100.000 tulipaner står i fuldt flor - og personalet i slotshaven har om nogen styr på, hvordan man får succes med dyrkning af de fine forårsbebudere. Overgartner, Søren Hansen, giver her sine fem bedste tips til, hvordan du får det tulipanbed, du drømmer om.  

Hemmeligheden er bl.a. at lægge løgene på det helt rigtige tidspunkt – og det er garanteret senere, end du tror!

Mere grøn inspiration: Genialt trick - slut med slatne tulipaner

5 tips til det perfekte tulipan-bed

1: Plant i rette tid

Allerede i august begynder plantecentre og supermarkeder at lokke med tulipanløg til salg, ofte til billig penge. Så er det fristende at slå til og se at få løgene i jorden, mens det stadig er varmt og solrigt i vejret. Men det er her, mange begår deres første fejl, for det er faktisk alt for tidligt at lægge tulipanløgene på dette tidspunkt.  

- Jeg vil sige, at efter efterårsferien, det er det tidligste, du må plante dem. Jordtemperaturen skal ned under 9 grader, for at de begynder at danne rødder, siger Søren Hansen.

Lægger du løgene i jord, som ikke er kold nok, så vil de bare ligge i dvale og vente på, at temperaturen falder. Lægger du dem i august, og bliver jorden først kold nok i november, så er det flere måneder i jorden, hvor løgene kan blive ødelagt af svampe, skadedyr eller råd, inden de når at slå rod.

Har du købt tulipanløg i august, så læg dem hellere et køligt, velventileret sted oven for jorden, fx i en garage under en jutesæk eller andet klæde, så de ligger lidt mørkt. Brug ikke plastik eller lignende, hvor der kan dannes kondens, da løgene kan rådne i de fugtige forhold.

2: Sørg for godt dræn  

Tulipaner kræver, at jorden er veldrænet, og kan ikke tåle at stå og soppe i vand. Så rådner løget, inden du ser noget til hverken blade eller blomst. Har du meget tung og våd jord, så hæld noget groft grus i hullet og bland det i plantejorden, du fylder op med.

- Det skal være vasket grus, der må ikke være lerpartikler i, for så er vi lige vidt, siger Søren Hansen.  

3: Giv planterne en madpakke

Bland lidt gødning i jorden, når løgene plantes om efteråret. Så har planterne noget at leve af, når de skyder frem til foråret. Du behøver ikke at bruge en særlig slags gødning, både almindelig NPK-gødning og organisk gødning er velegnet. Tag blot den slags, du bruger til dine øvrige haveformål, og følg doseringsvejledningen.  

Læs også: Lav smukke buketter med tulipaner

4: Vær ikke fedtet med løgene

Vil du have et overdådigt display af tulipaner, sådan som du ser på fx Gavnø eller andre parker, så skal der mange løg til.

- Vi lægger omkring 100 løg pr kvadratmeter, alt afhængigt af hvor store løgene er.

Lægger du løgene med en indbyrdes afstand på 10 cm, så vil du få et meget tæt og flot bed til foråret.

5: Plant i rigtig dybde

Læg løgene så dybt, at det svarer til tre gange løgets egen højde. Så står de godt fast og vælter ikke.

- Hvis de ikke står så dybt og heller ikke har fået dannet et godt rodnet, så står de ikke stabilt nok, siger Søren Hansen.

Vil du forskyde blomstringstiden på tulipanerne, kan du vende nogle af løgene på siden eller på hovedet. Det vil gøre, at stænglen er længere tid om at komme op over jorden, og dermed blomstrer lidt senere end de løg, som er lagt med den rigtige side opad.

Se også: Sådan undgår du insekter på terassen

TIP: D. 27. maj er Grav selv-dag på Gavnø Slot. Her må parkens gæster grave de afblomstrede tulipanløg fra årets tulipanudstilling op og tage med hjem. Løgene kan du plante i egen have til efteråret. Læs mere her!

Læs også: